En kongelig Oscar-affære
For tredje gang er en dansk film Oscar-nomineret indenfor de seneste år
LOS ANGELES: Torsdag var en rigtig god dag for dansk film. Fra morgenstunden kunne Thomas Vinterberg sole sig i en stribe anmeldelser af hans film ”Jagten” som de fleste vil misunde ham. Og nogle timer senere kunne en anden filminstruktør, Nikolaj Arcel, sætte sig til rette i solen og nyde, at han er blevet Oscar-nomineret for sin film ”En kongelig affære”.
Allerede for en måned siden blev Arcels film shortlistet, som det hedder i fagsproget. Det betød, at hans film, blandt hundredevis af film der ikke er engelsk-sproget, kom på en liste med i alt ni filmtitler, der kunne komme i spil til en Oscar-nominering. Og 14:30 dansk tid kom så beskeden fra Hollywood: Den var god nok. Nomineringen var hjemme.
Men Oscar er stadig ikke hjemme, for filmen er oppe mod et meget stærkt felt bestående af Michael Hanekes ”Amour” (Østrig), Joachim Rønning og Espen Sandbergs dansk koproducerede ”Kon-Tiki” (Norge), Kim Nguyens ”War Witch” (Canada) og Pablo Larraíns ”No” (Chile).
Vinder ”Kon-Tiki” kan vi danskere stadig sole os lidt, for filmen er også danskstøttet, og Nordisk Film har været ko-producent.
528.000 har set den
”En kongelig affære” fik verdenspremiere ved Berlin Filmfestivalen i februar 2012, hvor den vandt to Sølvbjørne, til Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg for bedste manuskript og Mikkel Boe Følsgaard for bedste mandlige skuespiller.
Filmen er solgt over hele verden, og bl.a. i Storbritannien og Australien opnåede den på få uger at blive den mest sete dansksprogede film i biografen nogensinde.
Herhjemme er filmen set af 528.000 biografgæster, og på dvd strøg den direkte ind på 1. pladsen og har på nuværende tidspunkt solgt de første 100.000 eksemplarer.
Det er tredje gang, en dansk film er Oscar-nomineret inden for de seneste år. For fire år siden blev Susanne Biers ”Efter brylluppet” nomineret i samme kategori. Det gentog Bier for to år siden, hvor ”Hævnen” gik hele vejen til Oscar-stauetten. Den har Danmark kun erobret to gange tidligere, i 1988 og 1989 med henholdsvis ”Babettes gæstebud” og ”Pelle Erobreren”.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.