Naturvidenskab

En krigers datter

Freja Møller Wanvik har vundet Fyrkats konkurrence om den bedste vikingehistorie. Læs mere om Freja i NORDJYSKE Stiftstidende torsdag og Læs hele historien "En krigers datter" her.

12-årige Freja Møller Wanvik har skrevet en historie om vikingepigen Ellas kamp for at hævne sin bror. Foto: Daniel Mikkelsen

12-årige Freja Møller Wanvik har skrevet en historie om vikingepigen Ellas kamp for at hævne sin bror. Foto: Daniel Mikkelsen

En krigers datter Hævn og skadedyr. Af: Freja Møller Wanvik, 12 årJeg stod på kysten ved Vester-fjord. Solen var på vej ned i horisonten og lyste op i en smuk, orange farve. Man kunne svagt skimte et skib, der sejlede over det mørkeblå hav, med kurs mod sit hjemland. Jeg var ikke i tvivl. Det var min fader, Ralf, der var vendt hjem efter sit plyndringstogt østpå, over i Sverige. Men nu vendte han tilbage til den dejlige fjord, hvor han og de andre mænd ville blive modtaget med åbne arme. En glædesjubel skreg inden i mig, og jeg smilede af lykke. Ralf havde været afsted på sin rejse siden først på året sammen med samtlige af Fyrkatborgens mænd, og det var nu først på Gormåneden. Der iblandt rejste min storebror, Olaf, der lige var fyldt tretten, da skibet satte sin kurs mod østen. Han var ikke meget for plyndring og røvertogter, men Ralf tvang ham med på togtet. Han blev bogstaveligt smidt op på det store skib. Straks forsvandt glæden i mig, og jeg knugede amuletten om min hals, som jeg havde fået af Olaf. Det var ikke meningen, jeg skulle stå her som en doven køter, mens kvinderne var i gang med deres arbejde. Jeg havde også en andel af arbejdets slid, så jeg satte i løb ned ad den stejle bakke. Jeg sparkede til jord og sten, mens jeg løb, så støvet fløj om ørerne på mig og satte sig i mine lange, sommerblege fletninger. Selv om vinteren var nær, var mit hår stadig sol bleget. Jeg nærmede mig borgens forsvarsmur, råbende af lykke. - Far og de andre mænd kommer hjem! råbte jeg ind ad den vestlige port, hvor huset min moder, min fader, min storebroder og jeg selv boede. - Ralf og Olaf er hjemme. Sammen med alle de andre! Alle stoppede deres arbejde og så mistroisk på mig. Men jeg gav mig ikke. - Det er sandt! Deres skib kan ses fra kysten. Først nu lyste nogle af ansigterne op i et bredt smil. De fleste satte i løb hen mod kysten, hen mod deres savnede elskede, mens andre bøjede sig over arbejdet igen. Jeg løb videre gennem borgens indvendige bebyggelse. Dette skulle mor høre! Mit åndedræt blev hastigere og gispende, og jeg nærmede mig det lille hus, hvor jeg boede. Det lille hus var bygget af ler og sten og var meget solidt. Taget var af egetømmer. Ved indgangen var der smukke, udskårne træstolper med flotte mytologiske væsner og mennesker, der skilte huset ud fra de andre. Det var Gudrun, min moder, der med sine blide og behændige hænder havde skåret de nydelige og mystiske væsner ind i træet. Med en god, skarp kniv kan hun skære næsten alt i træ. Jeg styrtede op ad de snævre gader i fuld galop. Vinden blev efterhånden kølig, og tænderne klaprede i munden på mig, hver gang et lille vindpust mødte min bare ben, fødder og hals. Men jeg holdt varmen ved at løbe. Jeg nåede op til gårdens hoveddør og rev den op. Gudrun, der stod ved ildstedet og var i gang med at lave aftensmaden, det var nok en gris, der var spiddet over ilden, udstøde et forskrækket hvin og så vredt på mig. - Hvorfor al den postyr? spurgte hun og så på mig med sine strålende, grønne, mandelformede øjne. De tykke, runde kinder var røde af heden, der skød op fra de dansende flammer. - Et skib er på vej, gispede jeg, hivende efter vejret. Far er på vej hjem. Sammen med alle de andre mænd. Som jeg havde regnet med, smed min moder alt, hvad hun havde i hænderne og satte i løb ned mod kysten for at se efter skibet, der blev styret af hendes mand. Det løse, gyldne hår dansede efter hende. Som en gylden kappe, der sad om hendes skuldre. Jeg var selv så udmattet, at jeg satte mig ned på brændekurven, der stod ved siden af døren. Det hårde stengulv var kølig mod mine bare, ømme fødder, og jeg slappede mere af. Selv om jeg løb meget og var hurtig, spurtede jeg ikke ofte. Og heller ikke når vinteren var så nær som nu. Der var allerede faldet meget sne her oppe i norden, men her var der ikke kommet meget. Det var mest slud, der smeltede så snart, det ramte jorden. Ildens varme strøg mig blidt over kinderne. Som et kærtegn fra en blid, strygende hånd. Jeg satte mig hen til bålet og slog armene om mig selv. Jeg fandt amuletten om min hals og knugede den ind til mig. De bare, sommerbrune fødder dunkede, som om Ivaldebrødrerne selv bankede med sine hamre, der klingede som klokker mod de skrøbelige, tynde knogler. Jeg gøs bare ved tanken og gned de ømme fødder. De havde fået adskillige blødende rifter efter skarpe sten i jorden, der havde boret sig gennem huden. Med noget besvær rejste jeg mig op, og på humpende fødder, haltede jeg hen til døren. Jeg så op ad borgens gader. Husene lå tæt op ad hinanden med murene bygget så tæt, at det lignede en stor gård med stald og gildesal. Folk kom gående oppe fra kysten og forbi åen, Onsild, alle med et smil om læben. Kvinder med spædbørn i armene, og mænd med sårede arme, ben, og hvor der ellers befandt sig blodige sår, kom vandrende nede fra den lille å, der mest blev brugt til skibe med forsyningers vej. Børn kom løbene fra de snævre gader som galopperende heste og slog de tynde børnearme om fædrenes ben eller hals. Glæden strålede fra deres skinnende øjne og de røde kinder, og kærligheden i fædrenes skæggede ansigter var ikke til at tage fejl af. Jeg humpede tilbage til bålet, hvor grisen stegede med en lav syden og sprutten. De hypnotiserende flammer dansede foran mine trætte øjne, og jeg havde svært ved at følge med i deres hurtige bevægelser. Døren blev revet op med et ryk, og lyset fra den nedgående sol skinnede ind. I døren stod en høj, bred skikkelse, der med tunge skridt gik ind i rummet. Jeg missede med øjnene og så ind i et ansigt, der næsten var forsvundet ind bag et pjusket, rødt skæg. Øjnene, der mødte mine, var brune og strenge. Men det hårde blik blev hurtigt erstattet af et mildt og lykkeligt blik. - Om det minsandten ikke er min datter, der sidder der? brølede den høje, rødskæggede mand glædesstrålende. - Kom her og giv din far et knus, Ella! Jeg sprang op som en hjort, der blev jagtet, og løb ind i min fars kæmpe favn. Han omfavnede mig i et stort bjørneknus. - Hvor har jeg savnet dig, far, mumlede jeg ind i hans bryst. - Hvor er Olaf henne? Et smerteligt udtryk gled over hans ansigt, og han så væk. Jeg greb hans brede skuldre og ruskede ham af alle kræfter. - Hvor er Olaf? skreg jeg op i hans ansigt. - Svar mig! - Olaf klarede den ikke, Ella, sagde min far og knugede mig beroligende ind mod sit bryst. - Hvad mener du med, han ikke klarede den! råbte jeg hysterisk og vred mig løs. - Min bror er den stærkeste og modigste mand, jeg kender! - Men han var ikke stærk nok! brølede Ralf vredt. - Nogen mand var han ikke og styrke, havde han ikke meget af. Tårerne piblede frem i mine øjne, men jeg tørrede dem væk med en hidsig bevægelse. - Hvorfor tog du ham så med, hvis han ikke kunne klare mosten? Du skulle have taget mig med! - Godt nok er du over tretten år, men det gør dig ikke til en mand. Du er en kvinde, og lad det blive ved det. - Jeg fylder fjorten i slutningen af efteråret, sagde jeg. - Olaf var kun et halvt år ældre end mig. Og desuden, er jeg bedre med et sværd og en kniv, end han nogen sinde var. Jeg tørrede tårerne væk igen og vende ryggen til min fader. Mine skuldre rystede og afslørede min gråd. - Jeg ville have overlevet. Men i stedet tvang du Olaf, din egen søn, med på det togt. Jeg vender mig mod ham og borede en anklagende pegefinger ind i hans bryst. - Du slog din egen søn ihjel! Du er skyld i hans død! Jeg kræver en blodfejde mod morderens familie. Olafs liv koster ti sjæle! Ralf hævede sin store næve og gav mig en syngende lussing, der fik det til at ringe for mine øre. Den stærke hånd havde slået mig over nakken, og det sortnede for mine øjne. Jeg faldt på knæ. - Du må ikke slå hende! skreg en kvindestemme. - Jeg har mistet et barn, jeg ville ikke miste Ella! - Det var ikke noget hårdt slag, gav Ralf igen, som et surmulende barn. - Bare et slag over nakken. Jeg kom på benene, der rystede og skælvede som et espeløv. Det dunkede i mit hoved og nakke, det ringede for mine øre, og mine fødder smertede. - Mine fødder, stønnede jeg grædefærdig gennem sammenbidte tænder. Gudrun så på mine blødende fødder, der var hævede og blåsorte. - Hvad er det, du gør ved dig selv, barn, sagde hun strengt. - Her har jeg gået rundt for at finde tykt og fint skind til nye vintersko til dig, og så bruger du dem ikke. - Det er jo ikke vinter endnu, sagde jeg, lavt som en hvisken. - Jeg ville ikke slide dem op inden sneen for alvor falder. Gudrun rystede opgivende på hovedet. - Gå ned til åen og vask fødderne. Få nogen til at hjælpe dig. Hun så hen mod grisen, der allerede var godt brun. - Jeg har noget aftensmad at tænke på. Jeg sendte far et vredt blik og humpede hen til døren. Det gav et smertefuldt stød i fødderne, hver gang jeg tog et skridt. Jeg smækkede den tunge dør efter mig og humpede hen til porten. Det dunkede voldsomt i både hovedet og fødderne. Det var ikke første gang Ralf slog mig, men det var heller ikke ofte han slog. Jeg havde fået ørefiner og blå mærker efter hård tag på armene efter hans fingre, men ikke alvorlige slag. Folk så efter mig med forundrede blikke og spekulerede uden tvivl om mine humpende skridt. Øjnene brændte inden under mine øjenlåg, og tårerne pressede sig på, kæmpede for at komme ud i friheden. Og jeg lod dem løbe ned ad kinderne. En ung mand stoppede op. - Du er jo kommet til skade, Ella, sagde manden og løb hen til mig. - Nu skal jeg hjælpe dig ned til åen. Jeg prøvede at komme med indvendinger, men han viftede afvisende med hånden. Nu gør du, som jeg siger. Du skal have vasket de fødder. Jeg så ned i jorden og nikkede svagt. Den mørkehårede, unge mand lagde min ene arme over sine skuldre og støttede mig hen til porten. - Hvorfor hjælper du mig? spurgte jeg. - Jeg kender dig ikke engang. - Fordi du er min bedste vens søster, svarede han bare og holdte blikket stift rettet mod jorden. Jeg så lidt på ham. Hans hår var så mørkt, at der var et blåligt skær i det. Han var glatbarberet og var nok tretten til femten år. Samme alder som Olaf. Åen rislede stille i aftenens sidste stund. Det kolde vand, der strøg over mine ømme fødder, var beroligende og mine anstrengte muskler slappes. Den mørkhårede mands blide hænder, der masserede min ene fod, holdte sit blik rettet mod vandet. - Hvornår ville du fortælle mig dit navn? sagde jeg stirrende ned i vandet. - Du kender åbenbart mit. Jeg forsøgte mig med et lille, skævt smil, men han så det ikke. - Egil, sagde han om mødte mit blik med nogle klare, himmelblå øjne. - Jeg er smedens søn. Hyggeligt at møde dig. Han smilede, så de smukke øjne strålede som stjerne. Jeg nikkede og så væk for at skjule min rødmen. Egil slap min fod og tog den anden. Jeg bed tænderne sammen over smerten, der jog gennem den og blinkede tårerne væk. - Hvis sårene er så beskidte, kan der komme betændelse i dem, sagde han, da han havde vasket det værste snavs af. Måske skal du til at gå med sko igen. Det er ikke sommer mere, Ella. - Jeg kunne ikke lade være med at smile. - Du lyder som min mor. Hun sendte mig herud. - Du ka' jeg tænke mig. Gudrun er ikke meget for snavsede børn. Han lo lavt og så op på himlen. - Kan du godt gå tilbage? Jeg nikkede, men tøvede så. - Har du ikke hørt det? Olaf er død. Det er Ralf, der er skyld i hans død. Det var ham, der tvang ham med. Han skulle have taget mig med! Jeg sprang op sparkede i jorden og ømmede mig over smerten. - Jeg er hundred gange bedre til at håndtere en kniv og et sværd, end Olaf nogen sinde blev. Jeg kunne have overlevet, jeg kunne have reddet ham. Men jeg er bare en lille pige, der ikke regnes for noget. Jeg er bare en pige, der skal slide og slæbe for at gøre mændene tilfredse. Kvinder er ingenting. Ikke andet end små skadedyr, der skal slavepiskes og udryddes, inden vi skaber sygdomme. Men jeg har fået nok. Kvinder er lige så gode som mænd. Vi kan lave mad som dem, vi kan ride på heste, vi kan tænde et bål, vi føder børnene... - Men kan de også slås? afbrød Egil, der sad og smilede for sig selv. Smilet var udfordrende. - Sagtens, sagde jeg som en selvfølge. - Med lidt træning. En lang pind blev smidt for mine fødder. Egil stod med én i sin ene hånd og viftede med den anden. - Så vis mig hvad du kan! Udfordringen var uimodståelig, og jeg samlede pinden op. - Forsvar eller angreb? spurgte jeg. Jeg vejede pinden i hånden. Lige så lang som et sværd. - Hvad med, både og? Han smilede igen. - Men du er måske bange? Ville du ikke kæmpe for kvindernes retfærdighed? Jeg nikkede tøvende, rokkede usikkert fra fod til fod og ignorerede smerten. Jeg stod med venstre fod forrest og højre bagerst. - Jeg er klar til at prøve. Jeg ville have hævn! - Hvad ville du hævne? råbte Egil og hævede sin pind. - Hvad ville du gøre? - Jeg ville hævne min brors død. Jeg ville starte en blodfejde. Jeg har intet at vinde og intet at tabe! - Hvad ville du bevise? - At kvinder er lige så gode som mænd! skreg jeg med en voksende raseri. - Så brug din vrede, sagde Egil og stillede sig i angrebsposition. - Vis mig din styrke! Jeg sprang hurtigt frem og slog ham over skulderen med pinden, så armen blev lammet. Han slap sit våben med et smertefuldt råb og tog sig til skulderen. Han sprang til siden og stod nu bag mig med den raske arm om min hals. Jeg slap min pind og stod et øjeblik stille. - Kamp handler ikke om styrke, Ella, hviskede Egil i mit øre, så jeg kunne mærke hans varme ånde mod min hals. Du må være snu og undvige slagene. - Og når modstanderen står bag en med armen om min hals, sagde jeg og jog albuen ind i hans mave, så støder man til af alle kræfter, for når først han er træt og ligger og kryber for mine fødder, skal man afslutte kampen, jeg sparkede ham over på ryggen og satte mig på hans mave og lagde begge hænder på hans bløde, glatte kinder, ved at vride halsen om på ham. Jeg rykkede hans hoved med et hårdt ryk, men ikke hårdt nok til at brække nakken på ham. Jeg rejste mig op og så på mit værk. Så smilede jeg. Jeg hjalp ham på benene og daskede ham kammeratligt over den lammede skulder. Han stønnede af smerte, og jeg smilede ondskabsfuldt. - Det er godt du kan føle smerte, sagde jeg og strøg en svedig hårlok væk fra panden. - Det betyder at du også kan elske. Med et smil humpede jeg tilbage til borgen. - Jeg ville rejse, far. Jeg ville kæmpe! - Svaret er nej, Ella! Det var de ord, der hørtes i huset i flere uger. Vi nævnte ikke Olafs død, selv om Gudruns smerte ikke var til at tage fejl af. Hun græd tit og passede på mig som var jeg et lille spædbarn. Varme skind veste, tykke lædersko, pelshuer. Jeg havde lyst til at brænde alt det tøj på bålet, men ville alligevel ikke. Det var jo ved at blive vinter, og kulden var kommet. Jeg løb ikke og gik heller ikke ud til kysten, som jeg ellers plejede at gøre. - Jeg ville hævne Olaf! råbte jeg en dag til min far. - De skal bøde for det! - Hævn får ikke din bror tilbage, svarede far surt. - Han døde med ære. - Du sagde, han ikke var stærk nok, at han ikke var modig nok. Men hvis han ikke var stærk nok eller ikke spor modig, så kunne du havde taget mig med. Jeg kunne havde reddet hans liv, ved at bruge mit eget. Jeg ville slå den mand ihjel, der slog min bror ihjel! Ved disse ord, slog Ralf hårdt i bordet. Så hårdt, at en flænge gennemborede fyrretræet. Jeg veg forskrækket tilbage. - Hvis du ikke snart holder kæften lukket, skal jeg sørger for, at du overhovedet ikke kan sige noget! råbte han og rejste sig op og så ned på mig med sine lynende, brune øjne. - Er det forstået? Jeg bed mig selv i læben og sænkede hovedet. Så nikkede jeg og mumlede et hviskende ja. - Jeg kan ikke høre dig. - Ja, far. Det er forstået. Han smilede tilfreds, og hans øjne skinnede. - Dygtig pige. Jeg fangede hans blik og holdt det fast. - Så du synes bare, at jeg er en lille pige. Mine kinder blev røde af vrede. - Du har altid undervurderet mig! For dig, er jeg bare en kvinde, der laver mad og giver dig nyt tøj. Vi er ingenting! Jeg snorede rundt på hælene og gik ind ad døren til mit værelse. Der blev jeg resten af dagen. Jeg var tit vred. Da sneen faldt fra den grå himmel, var jeg sur og tvær. Jeg talte ikke til nogen, og jeg løb selvfølgelig ikke en tur. Somme tider gik jeg op til kysten og så ud over det kolde vand. Jeg hørte havets bølger slå op mod strandens snehvide sand. Jeg hørte havfuglenes skrig give genlyd i den mørke morgen. Vinden legede med mine fletninger, som var det visne blad om efteråret. En kuldegysning løb op ad min rygrad. Jeg slog armene om mig selv for at få varmen tilbage. Vinden bliv kraftigere, og min ulvepelshue fløj at mit hoved. De lange, blonde fletninger kæmpede med vinden. Men naturen vandt. Jeg løsnede læderbåndene og løsnede håret. Håret dansede efter mig som en varm, levende kappe. Vinterkulden krøb ind under det varme pelstøj, og hårene rejste sig på mine arme. Sneen faldt igen fra himlen og satte sig i mit løse hår. Det ville være let nok, sagde en stemme i mit stille sind, og jeg lukkede øjnene. Ét lille hop, og du ligger død på stranden. Nej,sagde jeg bestemt, men stemmen kom igen og sagde: - Du skal ikke tænke på andet end døden. Ingen ville lægge mærke til det. Du er bare et skadedyr af en kvinde. - Det er sandt, men det betyder ikke, at jeg ikke kan gøre noget. Hvad kan du gøre? Du er bare en undervurderet pige. - Ja! råbte jeg vredt. - Men hævn er den eneste løsning. Jeg ville slå ham ihjel. Min broders morder! - Hvordan? - Ved at starte en blodfejde! Hvad har du at vinde? - Respekt! Men... - Men, hvad? Men du bliver nød til at sejle til Sverige. - Det bliver ikke nødvendigt. Jeg er en god svømmer. Du ville dø, inden du når derover. Vær ikke så dum. Jeg sank for at lysne min tørre og hæse stemme. Min far havde ret. Hævn får ikke Olaf tilbage. Han døde i krig, og jeg ville dø i havet. Olaf er i gudernes verden nu, og jeg ville ende i Hel. - Alt er bedre end dette, hviskede jeg. Tårerne løb ned ad mine røde kinder. - Hellere spise af Hunger og bruge kniven, Sult, end at blive i denne onde verden. Jeg gjorde klar til at træde ud over kanten og ned i havets dyb, men en stærk hånd lukkede sig om mit håndled. Jeg så mig om og mødte Egils himmelblå øjne. Der var en alvorlige mine i hans ansigt, der gjorde mig helt stum. - Er det, det her, du vil? sagde han hårdt. - Bare dø mens kvinderne knokler inde i borgen. Jeg troede, at du var stærk nok til at bevise jeres sande værdig. Men jeg tog åbenbart fejl. Han puffede mig i ryggen, så jeg stod helt ude ved kanten. Jeg så med rædsel ned i vandet. - Gør det nu! Du har jo intet at miste og intet at vinde. Men der tager du fejl. Du har en mor og en far, der holder af dig og elsker dig. De ville blive knust. De har mistet et barn, de har ikke råd til at miste dig. At lægge sig til at dø, er ingen løsning. Vis, at du ikke ville give op. Hvis du ville gennemføre dette mål, må du være stærk. Men hvis du hopper ud over kanten, ville kvinderne stadig lide i slid og slæb. - Er du færdig nu? spurgte jeg et stykke tid efter. - Jeg skal ikke plage dig mere, sagde han bare og gik sin vej uden at se sig tilbage. Jeg så ned i det dybe, mørke hav. Angsten voksede i mig, og jeg vente mig væk fra det brusende hav. - Egil, råbte jeg til ham. - Vent! Egil stoppede op og så på mig med sine lysende øjne. - Ja? Jeg tog en dyb indånding. - Vil dit hjerte briste, hvis jeg springer? Hans ansigt skiftede træk. Et udtryk, jeg aldrig havde set før. Jeg havde rørt ham, vidste jeg så. Jeg havde tændt den følelse, der plejede et være slukket. - Det ville knuse mit hjerte, ja, sagde Egil, og ikke blot mit. Olaf havde ikke ønsket, dette skulle ske. Så vente han sig igen og gik videre. Jeg satte i løb og tog hans hånd. Han så mig ind i øjnene og smilede tøvende. - Vil du følge min vej mod retfærdigheden? spurgte jeg med et strålende smil og skinnende øjne. Egil smilede og så sig tilbage mod havets bølgende, mørke vand og vende sit blå blik mod mit. - Hvis du ønsker det. Kniven borede sig ind i træet, da jeg kastede det lille våben. Jeg stod mindst ti meter fra målet. - Rigtig flot, Ella, sagde Egil med et strålende smil, og klappede bifaldende i hænderne. - Du er nået langt siden foråret. Tiden gik hurtig. I går var jeg en lille pige, i dag træner jeg med kniv, og i morgen får jeg min hævn. Allerede da jeg så bøgens første grønne blad, vidste jeg, at foråret var nær. Nu var det først på Høstmåneden. Ralf var ikke nem at undvige nu. Han vidste, at jeg ikke gjorde, som han sagde. Det gjorde ham rasende. Så rasende, at han smadrede fyrretræs bordet, der stor inde i stuen. Men Gudrun var heller ikke ligefrem venlig over for mig. Hun holdt øje med mig hele tiden, og det skulle ikke undre mig, hvis hun havde set mig træne. Egil havde fundet et lille område nede ved åen, som vi brugte som træningsplads. Vi havde trænet med kniven siden foråret. Kun kniven. - Nu har jeg kastet med knive og sten, sagde jeg vredt, og mestre allerede den færdighed. Men hvornår må jeg begynde med sværdet? Du har set, hvad jeg kan udrette med en pind. Hvorfor så ikke et sværd? - Klap hesten, lille ven, sagde Egil smilende og klappede min kind, som var jeg et lille barn. - At mestre en færdighed kræver megen træning. Du er kun halvvejs. - Men hvorfor skal jeg lære dette? spurgte jeg utålmodigt og gik hen til træet, hvor min kniv sad i. Jeg trak den ud med et ryk og satte den i skeden på mit skindbælte. - Jeg får aldrig brug for at kaste en kniv. - Der tager du fejl, Ella, sagde Egil skarpt og holdt mit blik fast. - Hvis ikke du har lagt mærke til det, kan det være meget nyttigt at kunne håndtere en kniv. - Jeg kan bruge en kniv, protesterede jeg. - Bedre end Gudrun! - Så bevis det, sagde Egil. Han greb mine skulder og drejede mig rundt. - Kan du se den fuglerede? Han pegede op i træet, og jeg så op. - Hvis du kan ramme den, lige i midten, starter vi på din sværdtræning. Han trak sin kniv ud ad bæltet og gav mig den. - Jeg har aldrig rammet forbi med denne kniv før. Kun én gang. Det var et uheld. Der var en dyb sorg i de lyse øjne, jeg ikke kunne overse. Jeg tvang mig selv til ikke at spørge yderligere, men kunne ikke holde min nysgerrighed tilbage: - Hvad skete der? Egil satte sig ned med et suk og hvilede ryggen mod træets tykke stamme. Jeg satte mig ved hans side og knugede hans hånd i min. - Fortæl mig det. Han sukkede igen og begynde så: - Det skete for to år siden, da jeg fyldte tretten. Jeg fik denne kniv som et tegn på, at jeg var en mand. Man kunne vel sige, at jeg var lige så krigerisk som dig. Stærk og følsom, kaldte min mor det. Han lo og tav så noget tid, men fortsatte: - Jeg mistede min lillesøster, det år. Og det var min egen skyld. Han knugede min hånd blidt, og jeg lænede mit hoved på hans skulder. - Min egen utrænede hånd, der kastede kniven. Hun var kun et barn. Kun ni år. En tårer trillede med ad hans kind. - Jeg havde trænet med kniven i lang tid. Men ikke længe nok. En dag kom min søster med et æble. Hun balancerede med det på hovedet og sagde, at hvis jeg kunne ramme det, havde hun en gave til mig. Den gave fik jeg aldrig. Tøvende, sigtede jeg efter æblet og kastede kniven. Jeg hørte et skrig, og kniven borede sig ind i hendes pandeskal. Så døde hun. Jeg kan stadig se hende for mig. Hendes duft, hendes hår, hendes mørke øjne. Hun var noget særlig. Og nu er hun væk. - Hun er aldrig langt væk fra dig, Egil, sagde jeg efter kort tids tavshed. Jeg mødte hans blik og smilede opmuntrende. - Din søster er aldrig langt væk. Hun er altid hos dig, jeg lagde en hånd over hans hjerte, herinde. Egil så op mod den skyfrie høsthimmel. - Det ved jeg. En del af hendes sjæl ville være hos mig, men hendes ånd er væk. Jeg rejste mig og trak ham med op. - Du må give slip på hende, Egil, sagde jeg. - Ellers lever du med din egen skam hele livet. - Og det siger du! brølede han pludselig rasende. De blå øjne lynede. - Det er dig der ville hævne din brors død. Jeg er kommet over det. Han var min bedste ven. Vi har blandet blod sammen. Jeg lovede, at jeg aldrig ville svigte ham, at jeg ville komme ham til hjælp. Men også ham svigtede jeg. Det kunne være mig, der var død nu i stedet for ham. Men fordi Ralf tvang ham med, var der ikke plads til mig. Hans raseri kom bag på mig. Men han havde ret. Jeg måtte selv give slip, men måtte ikke glemme min broder. - Hvis du giver slip på din søster, giver jeg slip på Olaf, sagde jeg bestemt og lagde armene over kors. - Du har dårlig samvittighed, det samme har jeg. Det er ikke kun dig, der føler skyld over Olafs død. Ralf burde have taget mig med. Ikke Olaf. Jeg kan håndtere et sværd bedre end han kunne. Jeg trak min kniv og sigtede efter fuglereden i træet. Så kastede jeg det skarpe stål, og klingen borede sig ind i fugleboets midte. Der lød en klam, knasende lyd, som et æg der klækkede. Jeg klatrede op efter kniven. Gren på gren, fod for fod. Jeg rakte hånden ud efter kniven, men kunne næsten ikke nå. Idet, jeg stod på tær og lukkede hånden om knivens skaft, knækkede grenene under mig. Jeg faldt, men landede sikkert i Egils stærke arme. Der var stadig spor efter vreden i hans smukke øjne, men så smilede han varmt. - Du burde passe bedre på, Ella, sagde han, stadig med mig i sin favn, som var jeg et barn, han let kunne bære. - Grenene er stadig spæde. - Det er jeg åbenbart også, lo jeg, siden du løfter mig, som jeg ingenting vejede. Være venlig at sætte mig ned. Egil smilede tankefuldt. Så rystede han på hovedet. - Det tror jeg ikke, at jeg vil. Det ender med, du skvatter over dine egne ben. Jeg ville komme med indvendinger, men han afbrød mine ord med et kys. Jeg stod på kysten. På min venstre side stod Egil og holdt min hånd i sin store næve. - Er du sikker på dette? spurgte han. - Hvis du smider den væk, har du intet minde tilbage. - Jeg har alle de minder, jeg har brug for i min erindring, sagde jeg og så ned i det mørke vand. Solen var på vej ned, og lyste som et glødende, rødt bål. Det var smukt at se dagens lys spejle sig i havets bølgende vand. - Et hævne ham, får ham ikke tilbage. Jeg mødte Egils blik og rev amuletten om min hals af. Lædersnoren sprang som en knækket gren, og jeg kyssede smykket. Derefter kastede jeg den, så hårdt jeg kunne, ud til bølgerne. - Hvad med de andre kvinder? Jeg så alvorligt på ham. - Som sagt er vi kvinder. Det er ikke noget vi selv har valgt. Vi må støtte hinanden som de kvinder, vi er. Vi har intet gjort mændene og ville ikke give igen for deres slag. Jeg er blot et menneske og ikke en gud. Jeg kender ikke til runernes magi som dem. Denne opgave, jeg har lagt i mine hænder, kan ikke løses. Det må jeg leve med. - Hvad så med mig? Jeg smilede og hvilede hovedet mod hans skulder. - Tiden går hurtig. I går var jeg en lille pige, i dag er jeg en fornuftig kvinde. Og i morgen, jeg mødte hans blik og knugede hans hånd, er jeg måske gift med en ung mand.