En kunstperle i perfekt stand

Frankrig 1. april 2003 08:00

ST. RESTRUP: De to malerier er lavet omkring 1820 af den franske kunstner Charles Vernet. De forestiller begge jagtscener fra Nordfrankrig. Billederne betegnes som hovedværker i samlingen af flere tapetmalerier, der udgør en fortløbende scene. Tapeterne kendes også under betegnelsen panoramtapet, og hele samlingen på Store Restrup Herregård blev grundigt sat i stand midt i 1980'erne på Nationalmuseet. Derfor er kvaliteten helt i top. Konservator Nina Dahlstrøm fra Nationalmuseet var nærmest mundlam, da NORDJYSKE Stiftstidende i går kunne fortælle hende om tyveriet. - Det er skrækkeligt. Der findes ikke mange panoramtapeter i Danmark, og jeg vil af sikkerhedsmæssige grunde ikke fortælle, hvor de andre er. Nina Dahlstrøm forklarerer, at panoramtapeter var meget almindelige i begyndelsen af 1800-tallet, men at de i dag er meget sjældne. Skiftende moder har gjort, at mange slotte og herregårde har fjernet tapeterne. Teknikken bag rummer også en god portion historie. Kunstværket er trykt på en kraftig papirkvalitet fremstillet af hørklude. Trykketeknikken er såkaldt bloktrykkeri. Det vil sige, at hver enkelt farve i maleriet er trykt for sig, og ifølge Nina Dahlstrøm er malerierne på Store Restrup Herregård fremstillet hos et meget navnkundigt firma i Alsace i Frankrig - Jacquemart & Be'nard - der stadig eksisterer den dag i dag. Hun græmmer sig over at høre, at tyven har skåret det ene af malerierne ud af rammen - med et noget skævt resultat. Skulle malerierne dukke op igen, frygter hun, at skaden ikke kan rettes op.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...