Øster Brønderslev

En kvinde i kostalden

Klovborgs nye driftsleder er 1,55 meter høj, 22 år - og så er hun kvinde

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Arbejdet som landmand er ikke så fysisk hårdt som tidligere. Det gør det lettere at være kvinde i faget.

ØSTER BRØNDERSLEV: Der er køer her, der og alle vegne, når 22-årige Janie Rebsdorf møder på sit arbejde. Som ny driftsleder på Klovborg i Øster Brønderslev har den unge spinkle kvinde ansvaret for gårdens 500 malkekøer, og selvom kvinder er et sjældent syn i kostaldene, er karrierevalget det helt rette for Janie Rebsdorf . - Jeg kan jo lide at arbejde med dyrene og at arbejde i den friske luft. Jeg kan faktisk slet ikke forestille mig, at jeg skulle lave noget andet, siger hun og tilføjer med et grin: - Og så er det jo lidt sejt at kunne køre en traktor. Hestearbejdet for hårdt Siden hun som barn voksede op på et nedlagt landbrug med dyr på markerne omkring, har Janie Rebsdorf interesseret sig for dyr . Særligt heste fangede hendes interesse, og derfor faldte det hende helt naturligt at søge ind på teknisk skoles uddannelse til jordbrugsassistent. - Jeg troede egentlig, jeg skulle arbejde med heste resten af mit liv, da jeg begyndte på skolen, siger Janie Rebsdorf. Hun ændrede dog hurtigt mening, da hun kom i praktik. - Det blev hurtigt træls. Det var alt for hårdt arbejde, for vi begyndte tit klokken seks om morgenen og stoppede først sent om aftenen. Og så tænkte jeg, at jeg kunne prøve at arbejde med køer i stedet for. Og det har jeg så gjort lige siden, siger Janie Rebsdorf, der i dag er glad for skiftet: - Når nu arbejdet med heste ikke lige var mig, så er det her et rigtig godt alternativ. Robot klarer det hårde arbejde På Klovborg, hvor Janie Rebsdorf har været ansat siden første maj i år, bliver meget af det arbejde, som før krævede muskelstyrke og slid og slæb, i dag klaret af robotter. Køerne finder selv vej op til malkerobotterne, når yveret trænger til at blive tømt, ligesom fodringen sker automatisk ved, at en robot fylder de lange trug i stalden op. - Der er ikke ret meget køren med trillebør ved faget længere. I det hele taget er det ikke så fysisk hårdt et arbejde at være landmand i dag, siger Janie Rebsdorf. Det betyder dog ikke, at hun kan drive den af dagen lang. - Der er altid noget at lave. De nye køer skal have hjælp til at lære systemet at kende. De skal gerne lige have lidt hjælp, før de selv finder vej rundt i systemet, og før de er trygge ved robotterne, siger hun. Robotternes arbejde gør det ikke alene lettere at være landmand. Det gør også de fysiske forskelle mellem Janie Rebsdorf og de mandlige kollegaer mindre betydningsfulde. - Det er meget nemmere at være kvinde og arbejde med landbrug i dag end tidligere, siger den unge driftsleder. - Selvfølgelig er der ting, jeg ikke kan klare, men så siger jeg jo bare fra. Og det meste af arbejdet kan jeg sagtens udføre. Fremtidens køer Om den fysiske forskel er årsagen, skal forblive uvist, men Janie Rebsdorf har - uden det egentlig er blevet aftalt - fået ansvaret for kalvene, som holder til i en stald for sig. - Jeg kan rigtig godt lide at gå og nusse med dem - og mændene siger, at jeg er bedre til det, end de er, fortæller Janie Rebsdorf og påpeger, at hun nok er mere tålmodig end mændene. - Meget af arbejdet hos kalvene går ud på at bare at observere. Får de nok at drikke, og ser de ud til at have de godt? Det er vigtigt, for de er jo fremtidens køer. Og gode kalve giver også gode køer, siger hun. Janie Rebsdorf bruger en stor del af arbejdsdagen hos kalvene, og selv om langt de fleste af kalvene har det godt, sker det af og til at en kalv ikke klarer livet i stalden og må aflives. - Det er rigtig sørgeligt, når en kalv går til. Det bliver jeg rigtig træt af - især fordi det jo er mit ansvar, at de er i live, siger hun Ingen drømme om egen gård Med sine 22 år har Janie Rebsdorf endnu et langt arbejdsliv foran sig - et arbejdsliv hun sagtens kan se for sig fortsætte som driftsleder på en stor gård. - Jeg håber, jeg vil kunne arbejde på en gård altid. Jeg vil i hvert fald gøre det, så længe det er muligt, siger hun. - Men at få mit eget sted, det drømmer jeg slet ikke om. Det kræver et ekstra overblik og ti arme, og det har jeg ikke.