En kvinde og to mænd fængslet for skattesvindel

Tre personer er efter et grundlovsforhør onsdag blevet varetægtsfængslet for svindel for millioner af kroner.

penge, kroner, bestikkelse, bedrageri Foto: Free/Peter Andersen 0045 40106628

penge, kroner, bestikkelse, bedrageri Foto: Free/Peter Andersen 0045 40106628

En 42-årig kvinde og to mænd på 42 og 21 år er onsdag blevet varetægtsfængslet for deres roller i en omfattende sag om skattesvindel for flere millioner kroner.

De tre fængslede blev ved en politikation tirsdag fængslet og sigtet for grov moms- og skattesvig for næsten 24 millioner kroner. Og Retten i Glostrup har onsdag altså besluttet, at de alle nu skal varetægtsfængsles i fire uger.

Det oplyser anklagemyndigheden hos Københavns Vestegns Politi på Twitter.

I forbindelse med tirsdagens anholdelser blev der foretaget ransagninger i Sverige, hvor en af de fængslede har bopæl, samt på adresser på Københavns Vestegn.

Svindlen har angiveligt stået på siden 2012. Ifølge politiet er det sket igennem flere virksomheder også kaldet "skraldespandsvirksomheder".

- I skraldespandsvirksomhederne er der anvendt udenlandske stråmænd sandsynligvis for at sløre de reelle personer bag, lød det tirsdag fra politiet.

Alligevel har længere tids efterforskning fået politiet på sporet af de tre sigtede.

Christian Jakobsen, der er politikommissær i Københavns Vestegns Politi, kunne tirsdag fortælle, at efterforskningen har stået på i omkring et år.

- Vi har blandt andet haft et samarbejde med Skat og identificeret, at der er nogle virksomheder, der ikke har indberettet det, de skulle.

- Vi har undersøgt de pengestrømme, der har været i relation til de her virksomheder, som har ført til, at vi mener, at der er grundlag for at foretage ransagninger og anholdelser af de her personer, lød det fra politikommissær Christian Jakobsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden