En landsdel siger fra

Erlend Loe.
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bøger Erlend Loe: "Kurt Kurér" "Ingen mennesker fra det nordlige Norge eller andre urfolk er blevet skadet under arbejdet med denne tekst, som i øvrigt på ingen måde repræsenterer forlagets syn på Nordnorge, urfolk, bergensere eller de tre nordligste fylker i landet." Sådan står der i Erlend Loes indledende replik i bogen: "Kurt Kurér". Erlend Loes blanding af humor, samfundskritik og fortælleglæde er forrygende god læsning. Kurt-bøgerne er en serie, der handler om truckføreren Kurt, der er gift med arkitekten Anne-Lise, og sammen har de børnene Helena, Soda-Kurt og Bud. Handlingen i bogen er med en hilsen til Jules Verne og man følger Kurt, der går i kurér-tjenesten fra Oslo til det nordlige Norge, hvor befolkningen endelig er blevet utilfredse med sydlændingenes selvfede oliebaserede indstilling til alt. Nu gider Nordnorge ikke mere, de gør oprør, og Kurt skal med sin truck bringe bud til Bodvar, der bestyrer kajkanten, der hvor Jakobselven løber ud i Ishavet. En række fodnoter er med til at give læseren yderligere blik for de sære ting, der skiller Nord og Syd, men handlingen er ret underordnet. Man ved, det ordner sig til sidst. Det gør det også. Det særlige og det stjernegode er Loes fortælleglæde, han skriver med lethed og træder gerne eksplicit frem, hvor det kan gavne læseren. "Selvom det måske afviger lidt fra tekstens almindelige flow, så er det på sin plads her at minde om…." - skriver han, så det giver ham mulighed for at forfølge sin slyngede fortællerkomposition. Erlend Loe skriver til børn, til unge og til voksne, der kan glæde sig over sproget. Han har skrevet "Doppler", "Naiv.Super" og "Volvo Lastvagner", der alle er langt mere til en voksen-målgruppe, men skønt de første Kurtbøger i høj grad var henvendt til børn, så vil mange unge voksne helt sikkert læse "Kurt Kurér" med glæde. Her er underholdningen i højsædet, skrevet i et sprog, der kun kan glæde. Bogen henvender sig til børn i alderen 6 - 99 år, skriver forlaget. Det har de ret i. Bodil Christensen kultur@nordjyske.dk Erlend Loe: "Kurt Kurér" Illustrationer: Kim Hiorthøy 268 sider, kr. 279, - Gyldendal
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.