Frederikshavn

En lang og sej kamp for at vende tilbage

Jernvilje skal bringe langtidsskadede Anne Hyldal på håndboldbanen igen

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lars Rasmussen, der er cheftræner i Vendsyssel Håndbold, krydser fingre for, at den dygtige bagspiller Anne Hyldal kan vende tilbage til håndboldbanen som aktiv spiller til februar.

FREDERIKSHAVN:Skaderne er nærmest væltet ned over den 20-årige håndboldspiller Anne Hyldal fra Vendsyssel Håndbold, men selv om hun nu igen må sidde udenfor og akkurat er gået i gang med genoptræningen af sit venstre knæ, tror hun fuldt og fast på, at hendes menisk og forreste korsbånd igen kommer til at fungere så godt, at hun kan finde tidligere takter frem og igen påtage sig et stort ansvar på håndboldbanen.

- Bruskskaderne i knæet kommer jeg til at leve med, men det kan jeg også sagtens, og tidligere er jeg kommet godt over både en skade i højre fod, hvor en knogle var flækket på langs og betød et halvt års håndboldpause, samt en beskadiget højre skulder, som sendte mig udenfor i tre måneder i Aalborg DH og halvanden måned i sidste sæson i Vendsyssel Håndbold, siger den hårdt prøvede bagspiller.

- Selvfølgelig har jeg ofte spurgt mig selv, hvor det akkurat er mig, der rammes af de mange skader, men heldigvis har jeg formået hver gang at vende tilbage, og det kommer også til at ske denne gang.

Anne Hyldal er gået i gang med et genoptræningsprogram, som en fysioterapeut i Aalborg og VH’s holdfysioterapeut, Lone Houmann, har lavet til hende.

- Og nu handler det om vilje og fight for at komme tilbage på banen. Det er dobbelt så hårdt at genoptræne efter en skade, som det er at træne almindeligt, og det næste halve år bliver det en sej kamp for min krop.

- Men der skal mere til at stoppe mig, understreger den talentfulde bagspiller, der straks mærkede, at noget var helt galt med knæet, da uheldet indtræf under træning.

Tager altid ansvar

Anne Hyldal blev allerede som 18-årig indlemmet i Aalborg DH’s ligatrup, men længe inden da var hun spilleren, der altid tog ansvar på banen.

- Sådan har det været helt tilbage fra Blære IF og Aars HK, og det er stadig sådan, at jeg helst selv vil tage ansvar i kampene også i 1. division for VH. Jeg har altid spillet for at få bolden, og jeg elsker at deltage mest muligt på banen.

- På sigt er det helt klart mit mål at være med til at spille VH op i ligaen, men her og nu handler det for mig om at vende tilbage på banen.

- Det sker imidlertid ikke, før jeg har et hundrede procent styr på min krop, men min stædighed og vilje kan helt sikkert hjælpe mig godt på vej, vurderer Anne.

Ingen dato på klarmelding

Selv tør hun ikke sætte dato på, hvornår hun igen løber på banen til en 1. divisionskamp for VH, men det sker næppe før om tre-fire måneder.

- Vi krydser fingre for, at det kan ske omkring 1. februar, men der er slet ingen garanti for, at Anne kommer med i denne sæson, siger VH’s cheftræner Lars Rasmussen.

Han ærgrer sig naturligvis over at have langtidsskader på flere profiler, men Hyldal glæder sig dog over, at det nu går fremad.

- Lige efter skaden var sket, var det meget svært at sidde udenfor og følge holdet, men nu har jeg fået så megen klarhed over min situation, at jeg kan bidrage ved at give holdkammeraterne tryghed og gode råd.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.