En lang og sej kamp for motorvejen

Motorvejen til Hjørring, der åbnes på lørdag har været undervejs siden 1987

Aalborg 22. september 2002 08:00

Når daværende formand for Folketingets finansudvalg, Peter Duetoft (CD), havde møder på sin bopæl i Sindal med partifæller og folketingskolleger fra andre egne af landet, sørgede han altid for at sende dem af sted til flyet i Aalborg midt i myldretiden. Turen ad Aalborgvej var en aha-oplevelse. - De var målløse. Hvor kommer alle de biler dog fra? Pludselig forstod de, at motorvejene ikke var så overflødige, som mange sagde, husker Peter Duetoft med et grin om sin mødetaktik for at fastholde løfterne om motorveje til tiden. Og sådan er det jo med de motorveje. De er omstridte. Nordjyske politikere har kæmpet en sej kamp for at holde Folketinget fast på motorvejene. Storebæltsforliget i 1987, som motorvejene var en del af, lovede motorvejene færdige til år 2000. I efteråret 2004 når vestmotorvejen Hirtshals og sætter endeligt punktum for projektet. Kampen for at fastholde projektet og gerne til tiden fik mange nordjyske folketingspolitikere til at stå sammen på tværs af partiskel, Også borgmestre med forskellig partifarve deltog. Ikke mindst sjællandske kommentatorer talte om folketingets "nordjyske motorvejsmafia", anført af nu afdøde MF'er, Jens Risgaard Knudsen, valgt i Frederikshavn. Risgaard Knudsen var en naturlig leder af "mafiaen", idet han 19. april 1985 i et læserbrev i Aalborg Stiftstidende første gang går i rette med daværende trafikminister Arne Melchior (CD), der kun ville love motortrafikveje til Himmerland. Risgaard Knudsen vil have kontante løfter om motorvej til Frederikshavn og sikring af Kattegatforbindelserne. - Kan Nordjyderne ikke få det løfte, skal de sige nej til Storebæltsprojektet, lød truslen fra Jens Risgaard Knudsen dengang. Myten er, at Folketinget blev tvunget til forliget af truslerne. Men det passer faktisk ikke helt. Politikerne var lydhøre over for vendelboernes argumenter. Mange var bekymrede for en skæv udvikling af Danmark, hvis Storebæltsbroen blev en realitet. Det endte med, at trafikordførerne tilbød vendelboerne hele to motorveje, som københavnsk folkevid senere døbte Risgaard og Knudsen. Som det fremgår af historiker Henrik Bredmose Simonsens bog "Motorvejene i Vendsyssel - det sorte får i dansk trafikpolitik", så repræsenterede den senere modvilje mod motorvejene et radikalt skift i politisk holdning fra Folketingets side. Folktingets trafikordførere lovede generøst motorvejene, fordi man gerne ville have Storebæltsprojektet igennem som led i de overordnede trafikpolitiske tanker på den tid. Og samtidig sikre Nordjylland. Den store plan hed dengang Scandinavian Link med en Øresundsforbindelse, og en Femernforbindelse, der kunne koble Skandinavien sammen med Mellemeuropa. Volvochefen Per Gyllenhammar, Göteborg, var blandt ophavsmændene til ideerne. Planerne ville aldrig kunne vedtages i Danmark medmindre, man først byggede en Storebæltsbro. Og i den forbindelse skabte trafikmæssig ligevægt i Danmark ved at tilbyde nordjyderne nogle motorveje, der kunne holde liv i færgeforbindelserne fra Frederikshavn og Hirtshals, så Nordjylland ikke blev en trafikmæssig blindtarm i det store spil. Motorvejene blev vedtaget, men dermed var der ikke ro om sagen. Det skortede ikke på modvilje fra højeste sted. Ifølge Henrik Bredmose Simonsens bog tabte Socialdemokratiet troen på, at vejene kunne sikre vækst i Nordjylland. Trafikminister Jan Trøjborg (S) udtalte til Vendsyssel Tidende i 1995, da motorvejsbyggeriet var i gang, at motorvejene i Vendsyssel slet og ret var overflødige. At de kun blev bygget færdige, fordi de var led i et politisk forlig. Partifællen og senere trafikminister Sonja Mikkelsen, var heller ikke sen til at foreslå motorvejene udsat, fordi hun hellere ville bruge pengene på trafikforbedringer andre steder i landet. Vendelboerne havde dog fra starten sikret sig et trumfkort. Vestmotorvejen, der officielt når Hjørring på lørdag, når trafikminister Flemming Hansen (K) indvier den, blev indledt med stykket fra Bjergby til Hjørring. Så var man sikker på, at motorvejen blev til noget, bare ikke hvornår. På lørdag når man næsten i mål.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...