Fodbold

En lang række af karantæner

THISTED:Ikke en kamp i dette forår uden mindst en spiller i karantæne. Træner for Thisted FC's 1. divisionshold i fodbold, Peter Enevoldsen, er ikke helt tilfreds med det antal kort, hans spillere har raget til sig de seneste måneder. Og når hans hold mandag spiller hjemme mod Hvidovre, er det endnu en gang med karantæne på dagsordenen. - Ja, vi har denne gang to mand ude med karantæne, Martin Nielsen og Dennis Olsen. - Til gengæld får vi "Bobo" tilbage, og så kan vi eventuelt få Christian Flindt Bjerg klar igen til en plads på bænken. Peter Enevoldsen ærgrer sig naturligvis over de økonomiske kollaps, der har præget den næstbedste, danske fodboldrække i denne sæson, med Køge, FC Amager og senest Frem i fokus, så nedrykning nu stort set er suspenderet. - Det har haft betydning for kampene, ingen tvivl om det, for som regel, så har det hold, der har scoret kampens første mål, også vundet. Underforstået: Er man først kommet bagud, så kan det også være lige meget ... - Jeg håber, vi kan score først mod Hvidovre. Det er i hvert fald et af de hold, vi skal kunne måle os med, og på hjemmebane er det også en modstander, vi skal kunne vinde over. Her er vi lige den tand bedre, end når vi spiller ude, siger Peter Enevoldsen. Han var godt tilfreds med den indsats, hans spilere leverede i seneste hjemmekamp, da Roskilde blev besejret 4-0. - Kan vi finde de takter frem igen, så er det bare fint, lyder det fra Thisted-træneren. Da de to hold mødtes i efteråret i Hvidovre, sluttede kampen uden scoringer.