En legende, der har swinget hele sit liv

Alice Babs, jazzsangerinde, blev et idol allerede som 15-årig. Senere markerede hun sig som en af jazzens hele store sangerinder, men hun brugte også sin unikke stemme på andre genrer.

Grupen Swe-Danes fra de glade 1960'ere. Fra venstre Svend Asmussen, Alice Babs og Ulrik Neumann. Scanpix/Nordfoto

Grupen Swe-Danes fra de glade 1960'ere. Fra venstre Svend Asmussen, Alice Babs og Ulrik Neumann. Scanpix/Nordfoto

Hun er døbt Hildur Alice Nilsson, og hun har brugt den stemme, der rækker over tre og en halv oktav, på en lang række musikalske genrer. Men det er først og fremmest som jazzsangerinde, at Alice Babs, der mandag fylder 85 år, har skabt sig et navn, ikke blot i Skandinavien, men i den ganske verden. Hun var 10 år, da hun begyndte at synge tidens populære melodier i de svenske folkeparker, og blot fem år senere etablerede hun sig som et af Sveriges helt store idoler, da hun medvirkede i filmen "Swing it, magisteren" og placerede titelmelodien blandt de eviggrønne. Også i Danmark skabte filmen en veritabel Babs-feber, og hendes to første koncerter i Tivoli i 1941 blev revet væk på ingen tid. Hun fik et rekordhonorar på 1000 kr. for at synge i den gamle have. Var Alice Babs populær blandt mange, udløste hun til gengæld de stik modsatte følelser hos andre, primært i den ældre generation. Hendes musikvalg og måde at synge på blev stemplet som moralsk anstødelig, og ikke mindst fra kirkelige kredse blev der ført en kampagne, der mindede meget om reaktionerne, da rock'n'roll kom til verden i 1950'erne. Hendes ry spredte sig i de følgende år, og hun optrådte med nogle af jazzens førende orkestre og musikere. Men hun undte også sig selv de fornødne pauser, der trængte sig på, efter at hun som 20-årig blev gift med den senere forretningsmand Nils Ivar Sjöblom. Parret fik tre børn. I årene 1958-61 styrkede Alice Babs sin popularitet, ikke mindst i Danmark, da hun sammen med Svend Asmussen og Ulrik Neumann dannede den succesrige trio Swe-Danes. Herefter skulle hun videre mod nye musikalske eventyr, som hun fortolkede sammen med den legendariske orkesterleder Duke Ellington, dels på scenen, dels på en række fine pladeindspilninger. Indimellem viste Alice Babs, hvor alsidig en kunstner hun var, når hun prøvede kræfter med blandt andet børnesange, kirkemusik, Bach og Mozart. Fra 1980 slog hun og hendes mand sig ned på Costa del Sol, og der blev stadig længere mellem hendes optrædener. Under stor opmærksomhed gav hun dog i sommeren 2000 endnu en koncert i Tivoli, den første på stedet i 29 år, og hun gentog koncerten dagen efter i Musikhuset i Århus. I dag er ægteparret Babs og Sjöblom tilbage i Sverige, hvor de har bosat sig i et velhaverområde uden for Stockholm. Sin sidste egentlige koncert gav Alice Babs i Göteborg i 2004. /ritzau/