En legeplads for hele byen

} SAVN: En ny legeplads ved skolen står højt på mange Astrup-børns ønskeliste efter tabet af den gamle. Næsten alt er smidt væk, for det var ikke bedre værd. Svaret kunne være en naturlegeplads med bålsted. - Mange børn spurgte til legepladsen, før vi skiltes til sommerferie. Så jeg lover, at en ny legeplads bliver det næste store projekt på Astrup Skole. Straks efter ferien nedsætter jeg et udvalg, som skal hitte på gode ideer, siger skoleinspektør Rita Rydborg. Hun vil invitere både borgerforening og boldklub med for at udtænke, hvad hun kalder ”hele byens legeplads”. Også grøn guide Inger Taylor inviteres med. - Hendes viden om naturlegepladser kunne blive til stor inspiration for os alle, forestiller Rita Rydborg sig. Bag det levende hegn langs skolen er sået græs til en ny boldbane. Skoleinspektøren drømmer om låne lidt jord herfra og kombinere med restjord fra den gamle legeplads. Det meste måtte jo vige for det nye mediatek og musiklokale. - Men pengene er små, så det handler om at tænke stort og starte småt. Det kunne jo passende være med et par gynger, foreslår Rita Rydborg.