Aalborg

En levende legende i fokus

Viggo Kragmann fik ikke lov at fotografere til sin egen reception.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Viggo Kragmanns venner fra gymnastikforeningen U15, hvor han er æresmedlem, mødte talstærkt op. Ifølge formand Karl Otto Christensen, forrest, er det stadig tydeligt at se, at Kragmann i sin tid spillede fodbold i 1. division for Vejle.

- Han er jo en levende legende, konstaterede den unge NORDJYSKE-fotograf Michael Bygballe (kun lige fyldt 53), da han fredag eftermiddag rullede op foran Aalborghallen for at tage billeder til denne artikel. I Papegøjeburet på første sal tog legenden imod en lind strøm af gratulanter, der kom for at lykønske en af Nordjyllands absolut mest kendte pressefotografer: Viggo Kragmann fylder 75 år i morgen og kan samtidig fejre sit 50-års jubilæum som fotograf i landsdelen. At han er vellidt blandt sine kolleger, efterlod antallet af fotografer og andre mediefolk blandt gratulanterne ingen tvivl om. Sammen med familie, venner og forretningsforbindelser var de med til at sætte uvant fokus på Viggo Kragmann - manden, der ellers er kendt for at se alt med sit kamera, men ikke selv blive set. Kragmann uden kamera Selv om det var en stor dag for Viggo Kragmann, havde han for en gangs skyld ladet kameraet blive hjemme. Det havde datteren Sanne beordret, så hun måtte også selv påtage sig opgaven med at fotografere receptionen til familiealbummet. Efter en årrække på det daværende Aalborg Stiftstidende har Viggo Kragmann de seneste 35 år haft base i et kontor i Aalborghallen, ikke mindst fordi mange af hans arbejdsopgaver har handlet om at lave billeder til Aalborg Kongres & Kultur Centers pressemateriale. - Du har været uvurderlig, konstaterede direktør Ernst Trillingsgaard i sin hyldesttale og lod samtidig forstå, at hundeelskeren Viggo Kragmann desværre også af og til har sin hund med på arbejde ... Den sorte puddel Tut var ikke med til receptionen, men den var ikke glemt: Gavebordet bugnede med blandt andet masser af vin og whisky - og en lille smule hundemad. Viggo Kragmann tog sit første pressebillede i Odense som 14-årig. Med sit allerførste kamera, som han havde fået i konfirmationsgave, fordi han ikke røg. - En sen aften kørte en motorcyklist galt i nærheden af vores hjem. Jeg fotograferede ulykken, og politiet fik billedet, som blev givet videre til Fyens Stiftstidende. Dengang vidste jeg jo ikke, at der var penge i lortet, betroede fødselaren/jubilaren til NORDJYSKE undervejs i receptionen. Hemmeligheden Han videregav også gerne hemmeligheden bag et godt pressefoto: - Jeg har altid sagt til mine elever, at man skal betragte billedet som en lille kasse. Det handler om, at beskueren ikke skal begynde at spekulere over, hvad der sker uden for kassens rammer. Ingen aner, hvor mange billeder Viggo Kragmann har taget i årenes løb. - Det er millioner, nøjes han med at konstatere, hvis man spørger.