Gymnasiale uddannelser

En lille fest for vennerne

Gymnasium holdt sølvbryllup med sine nærmeste

STØVRING:Det var kun lige de nærmeste venner, der kiggede forbi på den runde dag. Men når fødselaren er et gymnasium, så bliver det immervæk til nogle stykker. Små 500 mennesker var der vel, da Støvring gymnasium formelt rundede de 25 år og dermed holdt sølvbryllup med sin egn. Selv om de 300 var nuværende elever - og en hel del andre deres lærere - så fyldte sponsorer og samarbejdspartnere af alle arter godt på stolene i salen. Så godt, at mange elever høfligt lod sig krølle sammen på gulv, repos'er og hvor man ellers kunne klemme et par baller ind. Eleverne kom dog alligevel i forgrunden på gymnasiet. Først i kraft af konferenciererne Julie og Kasper, siden med to kor, der viste, hvorfor musikalitet er blevet et af stedets kendetegn. - Alle ved, hvad en 68'er er. Men vores gymnasium er en 78'er. For nogle er det en gammel lakplade, der kan spilles igen og igen, men hvor musikken bliver mere og mere slidt. Sådan skal det ikke gå her. Vi skal altid have mod til at smide det gamle ud, hvor det ikke mere har en berettigelse, sagde rektor Jens Nielsen. Han blev i øvrigt præsenteret af sine to elev-konferen ciererer som "elsket og respekteret" til højlydte klapsalver salen rundt - så helt skidt kan det ikke stå til på toppen af Støvring. Andre talere huskede tilbage på tiden omkring 1978. Kommunens borgmester Anny Winther tænkte på Den Kolde Krig, der nu er historie, og valgretten, som man dengang skulle være 21 år for at benytte. Gunhild Bach Nielsen - formand for amtets kultur- og undervisningsudvalg - huskede blandt andet 1978 for at være året, hvor Tvindskolen rejste sin berømte mølle og for den tids unges høje idealer om lige vilkår for alle. En modsætning til i dag, hvor unge står mere alene end i flok. Det eftertænksomme fik dog ikke lov til at dominere festdagen. Elev Henrik Szklany havde skrevet en hyldest til gymnasiet kaldet "Støvrings rytme", og det vakte fortjent jubel i salen. Udenforstående vil måske undre sig over at der skulle vuggende reggae-rytmer fra hede Jamaica til at beskrive himmerlandsk puls - men sådan er der så meget her i 2003. Rotarys Rebildafdeling dukkede uventet op og tildelte gymnasiet en æresorden som den kun anden uddannelsesinstitution i Danmark. Det var for den store vægt gymnasiet lægger på internationale udvekslinger og følgende forståelse. Højdepunktet var dog klart indvielsen af et værk ved hovedindgangen til 150.000 kroner, som kun sponsorer og venner havde gjort det muligt. Tre computermanipulerede fotos af Hjørring-kunstneren Ole Tersløse Jensen, der havde arbejdet ud fra en linie i en halvgammel rocksang af The Cure: "To wish impossible things". Derfor ligner indgangen ikke mere bagsiden af Netto, Fakta eller noget andet. Nu ligner det indgangen til et sted, hvor man tør tro på umulige ting og at gøre dem mulige.