Skolevæsen

En løftet pegefinger til forældre og unge

Jo ældre, de unge er, før de begynder at drikke alkohol, jo bedre bliver de også til at styre uden om stoffer.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Mange forældre forsømmer at sætte dagsordenen for alkohol allerede mens børnene går i 8. og 9. klasse, siger SSP-koordinator Johnny Nielsen fra Vesthimmerlands Kommune. Arkivfoto

FARSØ:Det er en sandhed, som SSP-koordinator Johnny Nielsen fra Vesthimmerlands Kommune vil slå fast med syvtommersøm, når han 23. oktober deltager ved en debataften om misbrug. Mødet holdes på Farsø Skole, og det henvender sig til unge og deres forældre. Ud over Johnny Nielsen kommer en lang række andre eksperter på området og holder hver sit indlæg. Blandt andre Line Risberg, der er tidligere misbruger af ecstasy. Hun fik ødelagt flere år af sit liv og endte med at forsøge at begå selvmord. En lokal streetwalker og flere andre stiller også op for at give deres bud på, hvordan situationen ser ud i Farsø og omegn. - Det er såmænd hverken værre eller bedre i Farsø end andre steder, siger Johnny Nielsen. Misbrugsmønstret blandt unge i Vesthimmerland følger stort set mønstret i resten af landet. - Det vil sige, at det er lykkedes at løfte debutalderen for, hvornår helt unge begynder at drikke alkohol, og stoffer holder vi nogenlunde stangen, fortæller SSP-koordinatoren. Problemerne begynder til gengæld for alvor at dukke op, når de unge forlader folkeskolen og måske skifter til en ungdomsuddannelse. - Der sker et vældigt skred på det tidspunkt. Det er dér, det eksploderer, og de unge begynder at prøve nogle ting. Samtidig er det ofte på det tidspunkt, forældrene slipper de unge, forklarer Johnny Nielsen. Han mener, at forældrene bør træde i karakter over for deres unge mennesker. - Mange forældre forsømmer at sætte dagsordenen for alkohol allerede mens børnene går i 8. og 9. klasse. Og så bider det sig i halen, for de unge, der begynder at eksperimentere med stoffer, er som regel dem, der har fået frie tøjler tidligt, formaner han. Når det gælder unge fra 16 år og opefter, så har politiet og SSP-konsulenterne konstateret, at forbruget af et stof som kokain vinder mere og mere frem. - Prisen er faldet voldsomt, så vi oplever, at kokain er begyndt at afløse speed og amfetamin i festmiljøerne, oplyser Johnny Nielsen. Debatmødet på Farsø Skole er arrangeret af SSP i samarbejde med Lions-klubberne i Farsø.