En løsning på vej til Karina

Arbejde på et skolekontor i sigte for hjerneskadet pige

Nu sker der noget for Ka­ri­na Ing­vard­sen fra Hjør­ring.Foto: Hans Ravn

Nu sker der noget for Ka­ri­na Ing­vard­sen fra Hjør­ring.Foto: Hans Ravn

HJØRRING:Nu ser det ud til, at 23-årige Karina Ingvardsen fra Hjørring får noget at lave. NORDJYSKE har tidligere fortalt om den hjerneskadede unge kvinde, der var havnet i et lovgivningsmæssigt hul, fordi det er svært for unge med et handicap at finde en uddannelse eller et job, hvor de kan passe ind. Karina Ingvardsen har fået en jobkonsulent efter i over et halvt år at have været på kontanthjælp uden jobkonsulent. Hun var i sidste uge til møde med den ny jobkonsulent - det var det første møde, hun har haft med Hjørring Kommune i år. Men nu sker der noget. - Vi fik en god snak om, hvad jeg kan og ikke kan, og hun ville finde et sted til mig, hvor jeg kan komme i praktik i tre måneder. Derefter mener hun at have nok grundlag til at vurdere, hvad der skal ske, siger Karina Ingvardsen. Karina har godt nok været i to praktikker før og havde hellere set en varig løsning. - Men det er dejligt, at der sker noget. Hvis det er det, der skal til, så er det ok. Allerede i denne uge ringede jobkonsulenten. Hun havde fundet en skole, som gerne vil have Karina i praktik. - Det er bare fint. Jeg vil allerhelst arbejde på et kontor, og jeg tror, at et skolekontor er et godt sted at være. Der er mange forskellige opgaver, siger Karina Ingvardsen. Sidst i juni skal hun til møde med skolen - Bagterpskolen i Hjørring - og går det, som det skal, begynder hun at arbejde med skoleårets start i august. - Det glæder jeg mig til. Så får jeg noget at stå op til, jeg kommer ud blandt andre mennesker, og det hele bliver lidt normalt, siger Karina Ingvardsen. Samtidig er der også kommet en anden god nyhed. Karina har fået svar på et brev, som hun sammen med sin far, Sven Ingvardsen, sendte til socialdirektør Leif Serup. Her spurgte de til Karinas sag og den længde, den efterhånden har fået. Brevet er besvaret af konstitueret socialdirektør Leif Johannes Jensen. Han beklager blandt andet, at man i en periode har haft et forringet serviceniveau, når det gælder jobkonsulentindsatsen overfor folk på kontanthjælp, at han forstår deres frustration, og han foreslår et fælles møde om sagen. - Vi har fået et forstående svar. Det er jeg glad for. Det er som om, at han godt kan se, at det ikke er helt optimalt, siger Karina Ingvardsen. Det er planen, at Karina skal være på Bagterpskolen i tre måneder. Derefter skulle kommunen være i stand til at træffe en afgørelse omkring, hvad der kan blive en varig løsning for hende.