Fodboldlandsholdet

En lun tyrker

Danmark fik opløftende start på EM-forberedelserne

ADANA:Vi har et stærkt fodbold-landshold med en rutineret stamme og løfterig ungdom, der i finpudset udgave kan gøre Danmark ære ved EM-slutrunden i Portugal til sommer. Det er den enkle og behagelige konklusion, efter at landsholdet i aftes spillede den første af fem forberedelseskampe. Opgøret foregik i Adana, der ifølge mytologien er grundlagt af vejrgudens søn, Adanus. Efter nogle dages bidende kulde var temperaturen i den tyrkiske millionby i aftes mere tålelig, og for danskerne må man håbe, at begivenhederne på banen varsler lune vinde i EM-sammenhæng. Godt tre måneder efter den seneste landskamp var det vigtigt at genfinde rytmen og automatikken, og derudover skulle matchen i Adana bruges til at stabilisere forsvaret, der vaklede i 3-2 sejren over England i november, mens landstræner Morten Olsen længere fremme på banen valgte at afprøve Daniel Jensen som nyt islæt og Claus Jensen fremskudt på midtbanen bag en angrebstrio med Jon Dahl Tomasson som spydspids. Sidst - men ikke mindst - var der endelig sendt bud efter Per Krøldrup for at teste midterforsvareren, der nu i to år har spillet fast i Udinese-forsvaret og fået fine bedømmelser i konfrontationer med verdensklasse-angribere. Krøldrup fik fornuftigvis chancen i hele anden halvleg og viste på trods af et par indledende svipsere, at han i hvert fald på længere sigt er værd at satse på. Der var ro og omtanke over de fleste af hans indgreb. Positivt problem På trods af en stribe udskiftninger formåede danskerne så nogenlunde at fortsætte de lovende takter fra en livlig første halvleg, hvor holdet kontrollerede begivenhederne og viste tænder i offensiven med temposkift og tekniske glansnumre, anført af en sprudlende Claus Jensen. I relation til udtagelsen af EM-truppen på 23 spillere scorede så at sige samtlige danske aktører plusser i aftes, og ingen i 18-mands truppen er dumpet endegyldigt efter årets første test. Af spillere, der af forskellige grunde ikke var med i Tyrkiet, ligner især Morten Wieghorst, Per Nielsen, Kasper Bøgelund, Dennis Rommedahl og Christian Poulsen oplagte kandidater. Desuden skal der være plads til en tredjemålmand med Stephan Andersen som aktuel favorit, og i kulissen lurer navne som Asbjørn Sennels, Thomas Gaardsøe, Thomas Røll, Thomas Kahlenberg og Peter Løvenkrands. Så er vi pludselig oppe på 29 emner - med et positivt problem for Morten Olsen i sigte, når han nomninerer truppen 12. maj.