EMNER

En lysende fremtid

Altså denne Jeppe Søe. En mand med et mål. Han vil i folketinget. Han mener grundlaget er i orden - kendt ansigt fra TV. Så mangler han lige partiet. Han bruger lidt tid på at sondere hvilke muligheder der byder sig. Først hos Socialdemokraterne - som åbenbart ikke forstår hvilken kapacitet de har fået fat i. Så går det meget bedre hos Det Konservative Folkeparti. Vupti - folketingskandidat. Så er der bare lige det med medlemslisten hos socialdemokraterne. Jeppe Søe må konstatere, at hos de tidligere kammerater er intet helligt. Sonja Harder tillader sig at fortælle offentligheden, at han har været medlem af Socialdemokratiet. Jeppe Søe mener det er for groft, og at Sonja Harder bare er ude på at skade hans politiske karriere. Jeppe Søe har indrømmet, at han har brugt uærlige metoder som journalist, selv om han mener det hører ind under "privatlivets fred". Hvornår har man sidst hørt dét fra en journalist ? Hvis Jeppe fortsætter i samme hykleriske og uærlige stil, spår jeg ham en lysende fremtid i sit nye parti - de kan nemlig åbenbart li" ham som han er. Erik Lind, Ananasvej 28, Aalborg