En mand af få ord

RINGKØBING:Han er en ørn til økonomi, ved alt om vindmøller og så er han en knalddygtig forhandler. Men han er langt fra medarbejderne på fabrikken, han er genert og han bryder sig ikke om pressen. Sådan lyder karakteristikken af den mand, som nu skal få vingerne til at dreje i den rigtige retning for den nye danske vindmøllemastodont - fusionen af Neg Micon og Vestas. Svend Siggaard kender vindmøllebranchen ud og ind. Han har været med siden 1987, da han kom til Vestas som økonomidirektør. I 2002 blev Svend Siggaard administrerende direktør, og han har oplevet både opture og nedture i branchen. Vestas direktør har gennem mange måneder arbejdet på fusionen - i det skjulte - og fredag kunne Svend Siggaard så krone sit værk med et opkøb af den økonomisk trængte lillebror i Randers. Helt privat Topchefen i den nye koncern er ikke til smalltalk. Og han holder det private skarpt adskilt fra sit arbejde på Vestas. Selv de medarbejdere på fabrikken i Ringkøbing, som bor få hundrede meter fra direktøren og møder ham på gaden dagligt, ved ikke meget om hans familie eller private interesser. Det er han alt for genert til at fortælle om, lyder beskrivelsen. Han er ikke typen, der som den tidligere direktør, den karismatiske Johannes Poulsen, kunne lide at gå sig en tur og snakke med medarbejderne. Svend Siggaard er en mand af få ord. Han går den direkte vej til sit kontor og kan bedst med det rent faglige. Det er han til gengæld også dygtig til, lyder det fra medarbejderne. Han er yderst kompetent, har en kæmpe økonomisk indsigt og et enormt branchekendskab. Og så er han samtidig en flittig mand, og man kan ofte se lys på hans kontor i Ringkøbing til sent om aftenen. Hvis han da ellers er i Danmark. For meget af Svend Siggaards arbejde bliver lagt på lange rejser rundt omkring i verden, hvor Vestas har produktion eller skal sælge vindmøller. Kæmper for sagen Det siges om ham på Vestas, at han er en knaldhård forhandler: - Hvis han har noget, han vil opnå, så helmer han ikke, før det er i hus, siger en medarbejder. Det er ikke de store armbevægelser, der kendetegner den hårde forhandler fra Ringkøbing. Og heller ikke de mange ord. Men en grundig indsigt i de emner, han har med at gøre. Svend Siggaard erkender selv, at den del af arbejdet, som omfatter interviews, konferencer og investorpræsentationer ikke falder ham naturligt. Det strider mod både hans og Vestas' natur. Direktøren har ikke haft det alt for let i sin tid som topchef for Vestas. Børsværdien af virksomheden faldt i løbet af hans første direktørår fra 28 milliarder kroner til omkring otte milliarder kroner - så der har været arbejde nok på direktørgangen. Den 45-årige Svend Siggaard er oprindelig fra Viborg, og indgangen til karrieren blev lagt, da han tog HD i regnskabsvæsen. Herefter var han revisor adskillige år hos Seir Petersen i Århus og siden hos Krøyer Petersen i Holstebro - før han kom til Vestas. Privat bor Svend Siggaard i Ringkøbing med sin hustru, der er tandlæge. I sin sparsomme fritid er interesserne jagt, fiskeri og lidt tennis og squash. /ritzau/