En mand er indebrændt i hus i Fakse
En brand i et parcelhus i Fakse, hvor en mand mister livet, kan skyldes tobaksrygning.
En mand er indebrændt i hus i Fakse
En mand på omkring 54 år indebrændte tirsdag aften i et parcelhus på Nordgårdsvej i Fakse.
Manden er ikke endeligt identificeret, men der er sandsynligvis tale om husets beboer, oplyser vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Branden blev opdaget tirsdag aften kort før klokken 20, da en ansat i hjemmeplejen, der skulle besøge manden så røg og konstaterede, at der var ild i huset.
Da brandvæsnet nåede frem, var det for sent at redde mandens liv.
- Branden blev hurtigt slukket, men mandens liv stod ikke til at redde, siger vagtchef Anders Mikkelsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Brandårsagen er endnu ikke klarlagt.
- Vi har mistanke om, at den kan skyldes rygning, men huset skal undersøges af teknikere, før vi kan sige det med sikkerhed, siger Anders Mikkelsen.
/ritzau/