Doping

En mand har ødelagt sæsonstart

AaB 89 ers træt af ny dopingsag

AALBORG:- Vi har med øjeblikkelig virkning afbrudt al snak med den spiller, hvis A-prøve ved en dopingkontrol har afsløret, at han har brugt ulovlige stoffer. Reaktionen fra formanden for AaB 89 ers, Jørn Hjortshøj, er godt og grundigt træt af den nye dopingsag i hans afdeling af AaB. - Vi afventer om spilleren kræver B-prøven analyseret, men det tror jeg faktisk ikke sker, siger Jørn Hjortshøj. - Men vi accepterer udelukkelsen fra at bruge AaB's anlæg. Det er faktisk sket i samarbejde med AaB, selv om det er endog meget træls, at et enkelt broddent kar kan ødelægge hele optakten til vores sæsonstart, siger Jørn Hjortshøj, der også selv spiller på holdet og har en mindre rolle i trænersammenhæng. 89 ers-formanden accepterer, at klubben årligt udsættes for fire-fem kontroller, hvor fire-fem spillere hver gang bliver bedt om at aflevere en prøve. - Det er vi meget tilfredse med. Jeg ville gerne udtages hver gang, og vi har en meget striks dopingpolitik i vor afdeling. Vi har et ni punktsprogram samt dopingkontrakter med alle spillerne, så de ved præcist, hvad sanktionen er, hvis de gribes i at bruge doping, understreger Jørn Hjortshøj. Han accepterer også kravet fra AaB's hovedformand Jesper Møller, der i går til Nordjyske Stiftstidende sagde, at alle voksne spillere i AaB 89 ers skal dokumentere sig dopingfri, før spillerne kan vende tilbage til AaB's anlæg i Aalborg Øst. Dyr dopingprøve - Omkring 70 procent af spillerne siger, at de finder kravet OK, mens de resterende føler sig krænket af kravet, da alle jo i et retssamfund er uskyldige til det modsatte er bevist, siger Jørn Hjortshøj, der gør opmærksom på et økonomisk problem med en total dopingkontrol af alle 89 ers voksne medlemmer. - En dopingprøve koster normalt 3800 kroner pr. stk. Vi er 36-38 spillere, så det vil blive en bekostelig affære at få alle testet. Hvis vi laver en kontrakt med dopingkontrollen, kan vi få prisen ned på 1050 kroner, men vor afdeling kan ikke magte en udgift på i størrelsesorden 40.000 kroner til doping, siger Jørn Hjortshøj. AaB's hovedformand Jesper Møller siger til det, at der er to muligheder: - Enten må spillerne selv til lommerne, eller også må klubben betale prisen. Men lad os nu afvente, om B-prøven skal i spil, og lad os så - helt uden dramatik i øvrigt - tage en drøftelse på et kommende bestyrelsesmøde. Efter det får 89 ers en tilbagemelding fra os, siger Jesper Møller.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst

Mest læste