Aalborg

En mandag for familien

AALBORG:Som om det ikke er nok, at det på mandag er mandag, og at dagen endda begynder med en mandag morgen, vil de fleste ovenikøbet klart og kontant blive mindet om noget af det sværeste i deres liv. Fra kl. 7.30 vil vi på banegården, ved busserne og på flere af Aalborgs torve få stukket en løbeseddel i hånden. En seddel med et barn, der opfordrer til at tale med chefen og os selv, om vi egentlig har tid til dem? - De fleste af os vil både have et spændende job og en god familie. Men når vi mister balancen mellem de to og bliver stressede, ender vi med at blive både dårlige medarbejdere og dårlige forældre, siger projektleder Morten Mølholm, Erhvervscenter Nordjylland, som har fået 4,3 mio. kr. af EUs socialfond til at skabe opmærksomhed om ubalancen, som fra mandag har fået sin egen dag - 19. juni. - Vi ved da godt, at en løbeseddel og en mærkedag ikke løser problemet, men det kan måske få os i gang med at tænke, siger Morten Mølholm, far til fire og ”til tider fortravlet...” Ifølge Arbejdsmiljøinstuttet mener 73 pct., at arbejdet dræner så meget, at det går ud over vores familier. Med andre ord: At balancen er væk. Test din egen balance på: www.balancepunkt.socialfonden.net