En medrivende aften om H.C. Andersen

BROVST: De omkring 100 tilhørere på Brovst Bibliotek fik en spændende aften med temaet H.C. Andersen. Aftenens aktører var forfatteren og fortælleren Bjarne Nielsen Brovst, hans hustru Gudrun Hjorth og Henrik Nielsen, Sdr. Økse, bror til Bjarne Nielsen Brovst. Arrangementet var tilrettelagt af Kulturelt Samvirke for Brovst Kommune og Brovst Kommunes Bibliotek i anledning af 200-året for H.C. Andersens fødsel. De tre lavede en fin vekselvirkning mellem oplæsning ved Henrik Nielsen, fortælling ved Bjarne Nielsen Brovst og Gudrun Hjorths akkompagnement til deltagernes sang af nogle af forfatterens tekster. Der blev sunget i alt fem sange, bl.a. Moderen med barnet, bedre kendt som Hist på vejen slår en bugt, Jylland mellem tvende have og Danmark mit fædreland. Gudrun Hjorth fortalte desuden lidt om H.C. Andersens aktiviteter inden for det musikalske, blandt andet at H.C. Andersen har skrevet flere operaer, heriblandt Liden Kirsten. Henrik Nielsen viste sig som en glimrende oplæser, først med Den lille pige med svovlstikkerne, senere Kejserens nye klæder, og afslutningsvis blev Det er ganske vist fortalt med stor indlevelse. Imellem disse aktiviteter fortalte Bjarne Nielsen Brovst særdeles levende og medrivende om H.C. Andersens liv og forfatterskab, specielt H.C. Andersens unge år med forsøg på at komme ind ved teatret blev behandlet. Bjarne Nielsen Brovst krydrede sin fortælling med en række små anekdoter, blandt andet om, hvordan den kvindelige leder ved teatrets ballet havde sagt: De bliver aldrig balletdanser, Deres knæ sidder for højt, samt om hvordan teatrets leder havde sagt: De bliver aldrig skuespiller, De mangler udvortes. Arrangementet varede to en halv time, der fløj af sted for de mange tilhørere. jd

Forsiden