En mening med galskaben

Fotografen Per Morten Abrahamsen træder ofte over sin egen blufærdighedstærskel i forsøget på at lave det utraditionelle portræt

Klik. Skuespilleren Tomas Villum Jensen frosset fast i et skridt. Et øjebliks nøgenhed. Kun iført golfsko og kølle. Klik. Thomas Vinterbergs næsten salige smil mens linsen lukker sig om urinstrålens perfekte bue, der har kurs mod børnenes badebassin. Klik. Poul Nyrup ser sig selv i øjnene over toilettets håndvask. Klik. Fotografen Per Morten Abrahamsen smiler lidt genert, da pressens blitzlys rammer hans ansigt. Han er i Århus for at åbne udstillingen "Karisma" på Aarhus Kunstmuseum. Her vil publikum i de næste par måneder kunne forundres over et udpluk af de portrætter, der har gjort ham berømt og berygtet for at fange kendte mennesker i alt andet end kendte universer. Han tænker sig om...længe. Ville han selv fotograferes af sig selv? Så griner han. - Ja, det ville jeg da gerne. Det er jo ikke en halshugning, og ofte er jeg ret sikker på, at folk selv synes, det er morsomt at komme ned i sandkassen og lege. Og i det hele taget er legen og fantasien et vigtigt element, når Per Morten Abrahamsen sætter fingeren på udløseren. Men satser man på det utraditionelle, må man også tage de afslag, der kommer. Og dem har han fået masser af. Som dengang håndboldspilleren Anja Andersen var mest udskældt i medierne. Og han ville fotografere hende med englevinger og et bly, uskyldigt blik. - Det kunne jeg næsten ikke få mig selv til at foreslå. Og hun kiggede da også bare på mig, rystede på hovedet og sagde, at jeg havde ti minutter. Han slår opgivende ud med armene. - Det skal føles rigtigt indeni. Jeg skal selv tro på min idé, og hvis jeg gør det, er det også meget lettere at overbevise personen om, at det skal være på den måde. Og langt de fleste gange lykkes det rent faktisk at få folk med på de mest fantastiske ting. Trine Dyrholm nøgen i brugsens køledisk. Som en billedliggørelse af naboens kølige, uopnåelige datter. Og DR's chef Christian Nissen. Som Napoleon på en vrinskende hest. Ledende sine medarbejdere i slaget. - Hvis det er en god idé, så prøver jeg at holde fast i den, men stadig være åben for, hvad der sker i situationen. For det er tit det uventede, der skaber det bedste billede. I det hele taget har Per Morten Abrahamsen gjort det til sit varemærke at træde udenfor normalitetens afmærkede stier. Og det er ikke alle, der klapper i deres små hænder. Det ved han godt. Alligevel synes han, det er uberettiget, når han bliver beskyldt for at lave billeder, der er ren form uden indhold. - Ofte er de beskyldninger også udtryk for, at vi i Danmark ikke har tradition for det iscenesatte fotografi. Der har været en tendens til, at billeder skal være sort/hvid socialrealisme. Det er klichéer, og jeg synes engang imellem det hele bliver lidt for humorforladt. Og ni ud af ti gange er der rent faktisk en mening med galskaben. Og en historie bag fotografiet. Per Morten Abrahamsen peger på billedet af Thomas Vinterberg. Da de mødtes over en kop kaffe, var det lige før premieren på "Festen", og de skiftedes til at gå på toilettet hele tiden. Og kom til at snakke om hvordan man aldrig rigtig fik tisset igennem, når man var under stort pres. Og hvordan man følte sig skyldig overfor børnene. - Da jeg så om aftenen står hjemme i min have og lader vandet, mens jeg kigger på stjernerne, ser jeg mine børns badebassin... og pling... Sådan skulle Thomas Vinterberg afbilledes. Der ligger altid et eller andet bag, der siger noget om den portrætterede person. Og hvor mange af portrætterne er gennemsyrede af humor, er andre en kritisk kommentar. Som fotografiet af Hans Engell, der optræder i familiens skød i Far-til-fires stribede pyjamas. - Selvfølgelig har jeg en holdning til tingene. For mig repræsenterede han småborgerligheden på det tidspunkt. Og inden optagelserne fortalte jeg ham, at han skulle sidde i noget Far-til-fire sceneri. Men jeg fortæller ikke nødvendigvis alt på forhånd. Fotografen løfter på skuldrene. Han har ingen skjulte motiver. - Det handler ikke om at udstille personerne men om at fange et eller andet ekstra. At vise en anden side af en person end den, man normalt ser. Kun én enkelt gang er han gået fra en opgave med en dårlig smag i munden. - Det var med en kvindelig politiker, hvor jeg bagefter tænkte, at det var sgu usympatisk. Det kan jeg stadig tænke på. Og det holder selvfølgelig ikke. Men iscenesættelsen går ofte langt over hans egen blufærdigheds grænse. - Jeg har distancen, og kameraet bliver en slags filter, der beskytter mig selv. Det bliver jeg nødt til. Og så bliver jeg nødt til at tro på heldet og have tillid til, at det lykkes næste gang. Klik. Skuespiller Tomas Villum Jensen kigger på Per Morten Abrahamsen. Og starter fortællingen om det billede, der er blevet forside til bogen, samt motiv for udstillingens plakat. - Vi havde taget en masse billeder af mig iklædt sådan noget 50'er golftøj. Og pludselig siger Per Morten til mig, at det sgu egentlig ville være sjovt, hvis jeg stod med bar røv. Og efter to sekunders betænkningstid gjorde jeg det! Jeg ved ikke helt hvorfor, men han har bare den der evne til at få folk til at føle sig trygge og gøre noget, de måske ellers ikke ville have gjort. Og når jeg ser på billedet her bagefter, fortryder jeg ikke. Jeg synes, at det er et fedt billede. Det er det, han kan.