Hals

En meningsfuld opgave

Eftersøgning af ung mand øger interesse for hjemmeværnet

NØRRESUNDBY:At være med til at lede, når nogen bliver væk - det giver mening. Sådan ser det ud til, at mange har tænkt i forbindelse med eftersøgningen af den 17-årige Mads Thorst Vestergaard, der har været forsvundet siden natten til søndag. I hvert tilfælde har eftersøgningen sat gang i tilmeldingerne til hjemmeværnsdistrikt Aalborgs såkaldte kampdag nu på lørdag på Aalborg Kaserner. Dagen skal give eventuelt interesserede indblik i, hvad det vil sige at være medlem af hjemmeværnet. - Da eftersøgningen af den 17-årige kom i gang, gik det pludselig stærkt. Mange har lige manglet det sidste pift til at motivere og inspirere sig. Det er en træls anledning, men det er vigtigt, at vi nu bygger op til den fremtid, der ligger og venter. Det er vigtigt, at vi har det personel, der kan og vil løse den slags opgaver, siger chefen for hjemmeværnsdistriktet i Aalborg, Jens Søndergaard. Allerede torsdag middag havde godt 40 meldt sig til kampdagen, og distriktschefen forventer, at tallet vil stige frem til på lørdag. Sidste år meldte 37 sig til kampdagen, og 30 valgte derefter at melde sig ind i hjemmeværnet. Hjemmeværnsdistrikt Aalborg havde onsdag aften 200 mand med i eftersøgningen af Mads Thorst Vestergaard, og torsdag formiddag var 60 ude at lede sammen med politiet. Distriktet omfatter godt 2000 frivillige i Aalborg, Aabybro, Hals, Brovst og Sejlflod kommuner.