En mere fængslet i grov voldssag

AALBORG:En 32-årig aalborgenser blev i går varetægtsfængslet i fire uger i en sag om et grov voldeligt overfald. En 29-årig mand med rockerrelationer er allerede fængslet og været det siden slutningen af maj. Sagen drejer sig angiveligt om en groft voldeligt overfald på en 26-årig mand i Aalborgs midtby. Lørdag 24. maj om aftenen blev han ifølge avisens oplysninger udsat for vold dels ude i Rosenlundsgade, dels i en opgang i samme gade. Overfaldet blev først anmeldt til politiet den følgende mandag, og da var ofret indlagt på sygehuset med kraniebrud, en brækket arm og skade på tænderne. Indtil videre er sagen foregået for hermetisk lukkede døre i retten. Anklagemyndigheden mener, at det vil være til skade for sagens opklaring, hvis der på nuværende tidspunkt slipper detaljer ud om overfaldet. Samtidig har man en formodning om, at der kan ske flere anholdelser i sagen. Den 32-årige mand, som i går blev varetægtsfængslet, har kæret kendelsen til Vestre Landsret.