EMNER

En messe er 30.000 kroner værd

Forudsætningerne for fremtidig kommunal messedeltagelse er formuleret THISTED: Thisted Kommune vil fremover deltage på erhvervsmesser såfremt en række forskellige forudsætninger for messens form, indhold og deltagerpris er i orden. Kommunens erhvervsudvalg har netop godkendt et sæt retningslinjer for kommunens deltagelse i fremtidige erhvervsmesser. Hermed er der formuleret en praksis på området blandt andet i erkendelse af, at de tre tidligere Thy-kommuner så meget forskelligt på, hvornår kommunen var repræsenteret på en erhvervsmesse. Nu ligger det fast, at det økonomiske niveau for kommunal deltagelse på en erhvervsmesse er i størrelsen omkring 30.000 kroner. Beløbet svarer til det, den gamle Hanstholm Kommune tidligere betalte for at være repræsenteret på Hanstholm stand på fiskerimessen DanFish i Aalborg, som i år afvikles i tidsrummet fra 17. til 19. oktober. Det var da også en konkret forespørgsel om kommunens interesse i at være repræsenteret på en fælles stand på dette års Danfish-messe, der nu har ført til, at erhvervsudvalget har godkendt retningslinjerne for kommunal messedeltagelse. Det ligger fast, at kommunens messedeltagelse afgøres fra sag til sag, og ud over deltagerprisen på 30.000 kroner er der en række andre forudsætninger for kommunal messedeltagelse. Således skal de erhverv, der er deltagere på messen selv ønske kommunens tilstedeværelse, ligesom der skal være tale om messer, der samler store dele af et erhverv. som har en ”rimelig udbredelse indenfor kommunegrænsen”. desuden skal de virksomheder, der har mulighed for at være repræsenteret, i vid udstrækning bakke op om messen - noget de gør ved at deltage, og endelig skal en messe, for at være relevant for kommunen også gerne tiltrække mange besøgende, både på regionalt, nationalt og internationalt niveau. @Byli.9.special.bund:Af Jens Fogh-Andersen jens.fogh.andersen@nordjyske.dk