En millimeter fra oprykning

ELEVATOR Herrerne fra Aars Håndboldklub er på vej op, mens kvinderne er på vej ned

Nibe 1. marts 2003 07:00

AARS: Det var ikke top mod bund. Men det virkede sådan. Aars HKs herrer i danmarksserien tromlede forleden hen over modstanderne fra Mariager og vandt med 32-17. Mariager var en af Aars HKs konkurrenter til oprykning, og dermed er sejren endnu mere overbevisende. Aars HK var på sikker sejrskurs allerede i første halvleg. Med godt forsvarsspil holdt de modstanderne nede på kun fem scoringer efter de første 30 minutter. Da Aars HK fortsatte det gode spil, blev der aldrig tvivl om udfaldet. Anfører Stig Holm Pedersen er da også meget begejstret for holdets spil. - Vi spillede helt suverænt. Vi stod godt i forsvaret, og så spillede vores målmand Michael Svendstrup rigtigt godt, fortæller Stig Holm Pedersen. At kampen var et topopgør kunne også ses på tilskuertallet i Østermarkhallen. Mariager havde en del medrejsende fans med. Derfor var der ud over kampen på banen også en kamp på tilskuerpladserne. Men med storspillet fra Aars HKs side blev modstanderes tilskuere hurtigt tavse. Med sejren er holdet nu kun en klat harpiks fra at rykke op i 2. division. Rent teoretisk kan det dog stadig gå galt, hvis de taber deres sidste to kampe, og Aalestrup samtidigt vinder deres. Selv om det sker, er der kun en lille risiko for at oprykningen glipper. Aars HK har nemlig en væsentligt bedre målscore end Aalestrup, og det kræver i princippet sejre på 20-30 mål til Aalestrup i de sidste kampe. Damerne på vej ned Knap så godt gik det med Aars HKs damehold i danmarksserien. De tabte 13-22 til Nibe HK. Ifølge holdets træner Peter Jespersen var der ikke nok gejst over holdet. - Vores spillere turde ikke lave noget. Derudover brændte vi for mange chancer. Jeg tror, at vi brændte fem straffekast i kampen, og så går det altså ikke, siger Peter Jespersen. Han kunne dog glæde sig over, at forsvaret kom til at stå bedre i anden halvleg og at holdets målvogter, Hanne Solvang, hev en stribe redninger op ad hatten. Med nederlaget ser det sort ud for holdets overlevelse i danmarksserien. Deres konkurrenter i bunden må ikke få point, og Aars skal have point. Holdet møder i næste weekend et tophold, så der forventer træneren ikke at udbygge pointhøsten. Det gør han til gengæld i den sidste kamp hjemme mod Sindal. - De er et andet bundhold. Der skal vi simpelthen have point, hvis vi skal overleve. Men det kan desværre være slut inden da, hvis det andet klare bundhold får point, erkenden Peter Jespersen. Damerne møder i næste kamp Aalborg KFUM, mens herrerne skal en tur til Brønderslev. Formentlig med champagne i bagagerummet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...