En million danskere får tilbud om vaccine

Kronisk syge, sundhedspersonale og andre nøglepersoner først i køen

KØBENHAVN:Det er slet ikke sikkert, at Danmark vil opleve en influenzaepidemi selvom den nye influenzatype H1N1, der tidligere var kendt som svineinfluenza, har meldt sig på banen. Sådan lyder beskeden fra Sundhedsstyrelsen, der netop har offentliggjort den plan, der bestemmer, hvilke danskere der skal tilbydes en vaccine mod H1N1. - Infektionen ligner en sædvanlig influenza, den giver et mildt forløb for de fleste - og det gælder også risikogrupperne, siger centerleder i Sundhedsstyrelsen Else Smith. Danskere med kroniske lungesygdomme, blodsygdomme eller hjerte- og karsygdomme er den gruppe, som først bliver tilbudt vaccinen, der skal dæmpe effekterne af Influenza A H1N1, der tidligere gik under navnet svineinfluenza. Første vacciner i november Faktisk kan de kronisk syge sammen med gruppen af særligt centrale sundhedspersoner booke tid hos egen læge allerede fra begyndelsen af november for at få vaccinen, da denne målgruppe modtager de første doser Danmark får fra producenten. - Vi opererer med tre risikogrupper. Nemlig folk med kronisk sygdomme, læger og andet sundhedspersonale og endelig andre nøglepersoner, der bærer en samfundsvigtig funktion, siger direktør i Sundhedsstyrelsen Jesper Fisker. Fra december kan kronisk syge over 65 år og det øvrige sundhedspersonale få vaccinen. Det betyder, at Sundhedsstyrelsen har ændret anbefalingerne, når det gælder samfundets ældste borgere. Det skyldes, at unge er særligt udsatte for at blive smittet med H1N1. De sidste doser af vaccinen kommer til Danmark efter årsskiftet, og først på det tidspunkt vil nøglepersoner, der arbejder hos eksempelvis politi, forsvar og apoteker, blive tilbudt vaccinen. Danmark har købt vaccine til 1,5 millioner danskere, men de tre risikogrupper udgør kun cirka 1,1 mio. danskere. Det er dog ikke det samme som, at vi herhjemme vil have 400.000 vacciner i overskud, understreger centerleder i Sundhedsstyrelsen Else Smith: - Det er ikke sikkert, at alle vil lade sig vaccinere. Vi opfordrer naturligvis sundhedspersonalet til at gøre det, men det er frivilligt. På den anden side må vi også forvente et spild i systemet, da det her er en beredskabsvaccine, som bliver pakket i 10 vacciner ad gangen, siger hun og åbner for, at man på et senere tidspunkt vil genoverveje, hvad der skal ske med eventuelt overskydende vaccine. Endelig fastholder myndighederne indtil videre, at alle i risikogrupperne skal vaccineres over to omgange på trods af, at nye forskningsresultater har peget på, at en dose af vaccinen måske var nok. - Vi har diskuteret det intensivt, ikke mindst fordi det ville være en fantastisk besparelse rent logistisk. Men vi synes ikke data på den nye forskning har været overbevisende nok. Hvis der kommer mere overbevisende data, vil vi tage diskussionen igen, uddyber overlæge i Lægemiddelstyrelsen Steffen Thirstrup. På Christiansborg glæder sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) sig over den nye plan. - Vi er klar til influenza i Danmark. Vaccinen er godt på vej til at blive godkendt og leveret, og de ansvarlige myndigheder har præciseret, hvem der har behov for at blive vaccineret. Vi kører altså planmæssigt og følger den strategi, der fra starten har ligget klar, siger ministeren. /ritzau/