En mønt i centrum

Hvis den var et barn, ville man i socialpædagogiske kredse omtale den som samspilsramt. Som en kastebold mellem nyskilte forældre, der i et øjebliks bitterhed glemmer alt andet end den selvretfærdiges smålighed. Eller som konservativ minister fanget i hensynet mellem erhvervslivets og den enkelte forbrugers interesser. Skræmt og sat mellem to stole ville dens nærmeste fremtid blive afgjort af velmenende sagsbehandlere og adfærdspsykologer, der ud fra fagligt ansvarlige vurderinger ville anbringe den der, hvor overformynderiet fandt det bedst. Nu er den lille glinsende flade runde tingest, som du med garanti har én liggende af i din pengepung, heldigvis ikke noget levende væsen. I så fald ville Danmark også stå over for en social- og boligpolitisk udfordring i mastodontklassen. For med cirka 320 millioner af slagsen på fri møntfod rundt omkring i landet, er det sådan set godt, at den ikke er større end en velvoksen tommelfingernegl. Men selv om den hverken kan tale, tænke eller føle, kan man godt have lidt ondt af den alligevel. Måske har den opvakte læser allerede regnet ud, hvad det er for en dingenot, der her er tale om, og hvis ikke, så falder tiøren, eller rettere halvtredsøren her. Tidens mest omtalte genstand, og det til trods for, at ingen gider at tage ansvaret for den klejne og ikke særligt købekraftige mønt. Nogen vil have den, andre vil ikke af med den, og andre igen vil slet ikke have noget med den at gøre. Nej, det er ikke nemt at være en lille dansk halvtredsøre i disse dage. For en rum tid tilbage, nærmere bestemt 1941, var der hverken noget, som hed dankort eller erhvervsministre. Dengang, i besættelsens mørkealder, var en halvtredsøre, eller en halvkrone, som den hed dengang, virkelig en størrelse, som rakte langt. Det kan en midaldrende herre ved navn Jørgen Sømod skrive under på. Han er noget så sjældent som numismatisk forsker, og hvad han ikke ligger inde med af oplysninger om halvtredsørens historie er slet ikke værd at vide. Han kan blandt andet fortælle, at en halvkrone i begyndelsen af fyrrerne var alt, hvad man behøvede at tage op af lommen for at købe sig en pils på det lokale kælderværtshus. At halvtreds øre var, hvad en helt almindelig dansk arbejder tjente for et kvarters arbejde, og at man for en halv krone kunne hjembringe to kilo rugbrød. Men møntens vej mod forsidestoffet begyndte lang tid, før tysken en forårsmorgen i april skreg "Oprob til det danske folk" ud over nationens byer og enge, fortæller Jørgen Sømod. Den 23. maj 1873 etablerede Sverige, Norge og Danmark en møntunion. I bedste Euro-stil skulle de tre broderlande kunne benytte hinandens valuta uden skelen til, om mønten nu kom fra Oslo eller Roskilde, men det betød også, at man kastede de gamle mark og skillinge-enheder overbord og indførte kronen og øren i stedet. Således kom de første halvtredsører til landet. Aftalen brød imidlertid sammen på grund af Første Verdenskrig, og i 1924 var danske penge atter kun for danskerne. Der er mange snørklede veje op til vor tid, og en minituøs gennemgang af halvtredsørens rejse fra halvkrone til omdiskuteret kobberlegeret midtpunkt af i dag vil blive for omfangsrig her. Alligevel er der i historieskrivningens næsten uendelige perspektiv en vis ironi i, at en lille undseelig metalknap, der for to generationer siden akkurat kunne finansiere et halvt pund smør, omregnet til nutiden ikke er pokkers langt fra at vælte en erhvervsminister.