En motor lavet af en cykelkæde og fire vandhaner

SÆBY:Eftersøgningen af Raketten fortsætter, men lige nu står vi og kigger på en mand, der med stor koncentration er ved at hælde kølevæske på sin Peugeot 205. Han fortæller, at han kører folkeræs, men at han også godt kan lide at være en del af sociale liv uden for banen. Og så kommer det: - Jeg er forresten dansk mester i folkerace 2003, 2004, og jeg fører også i år. Manden med kølevæsken hedder René Jensen, og han er altså en sand mester. René bor i Silkeborg, og har en drøm om at køre rally croos. Den danske mester kender godt Robert Raket, og han fortæller om en fantastisk motor, som Robert havde opfundet, hvor han blandt andet havde taget en indsprøjtning fra en dieselbil, som han havde ført over i en benzinmotor, og i opfindelsen indgik også en cykelkæde og fire vandhaner, og alt i alt havde Robert en motor, der sparkede røv. - Han er ren Georg Gearløs, og så er han god til at hjælpe andre, hvis der er problemer med bilen, siger René Jensen. Endelig! Robert Raket Jensen er netop blevet færdig med træningen nede på banen, og nu står den høje mand og taler om en defekt motor med en anden mand. En beskeden, fåmeldt og smilende mand, der har vundet mange løb. - Min kardanaksel er netop gået i stykker, så jeg kører i min kones bil. Hun kører også løb, lyder de første ord fra Robert Raket, der nyder at køre stærkt, men som også taler meget varmt om forholdet uden for banen. - Alle hjælper alle, og når nogen åbner en motorhjelm, virker det som en magnet. Robert kører løb over hele Danmark, så al fritiden handler om biler, og da han er ansat som mekaniker hos Uggerhøj i Frederikshavn, så er det faktisk en god portion af livet, der handler om de firehjulede. På spørgsmålet om, hvornår han sidst har åbnet en bog, lyder det smilende svar, at det vist nok var i skolen. Det er tid til at forlade Ørnedalsbanen, men lige inden vi går, hører vi et langtrukket hvin fra et dæk, og vi tænker, at nu har Robert Raket Jensen for alvor lukket op for alle fire vandhaner.