En nat i ringenes magt

Ni en halv time i Tolkiens Univers - og ikke et sekund for meget

Da jeg tirsdag klokken 17 sætter mig godt tilrette i biografsædet, er det over 18 år siden jeg sidste har været i selskab med hobitterne, elverne, dværgene, orkerne og troldmændene fra Midgård. Dengang sank jeg fuldstændig ned i Tolkiens univers og på trods af bøgernes mange sider, husker jeg, at det var med vemod, at jeg tog afsked med Frodo, Gandalf, Legolas, Aragon og alle de andre, da jeg var nået igennem dem. Og medens jeg venter på at filmen skal gå igang, spekulerer jeg på, om filmene kan give mig samme oplevelse eller om et 21-årigt sind måske var mere modtageligt for magien. I hvert fald har jeg gemt både etteren og toeren til denne dag. Sådan er der tydeligvis ikke mange andre i biografen - om nogen - der har det. Luften er tværtimod tyk af snak om DVD-udgaver, scener i filmene og specialeffects. Jeg forsøger at lukke ørerne. Så går den første film i gang, og jeg drager ud på det lange togt sammen Frodo og hans venner, kommer til Kløvedal sammen med dem og ser ringens fællesskab blive smedet sammen. Det går nemt at glide ind i dette univers - og dog, ind imellem sniger virkeligheden sig ind på mig, og jeg tager mig i at spekulere over, om det hele ikke bliver for meget af det gode - jeg kommer trods alt direkte fra en lang arbejdsdag. Men filmen tager fart og da den første del er slut klokken 20, er der ikke den mindste antydning af træthed, derimod ryger den serverede sandwich ned i ekspresfart, skylles efter med en cola og suppleres med en gang popcorn. På rækken foran mig sidder nogle gutter fra en rollespilsforening, der er mødt op i et næsten helt originalt outfit fra filmen. De diskuterer, om den ene nu havde set, at orken havde bevæget sig, efter at den var blevet hugget ned. Jeg har intet set; men for dem er det tydeligvis hverken første, anden eller tredje gang de har set filmen. De "To Tårne" går i gang og en time inde begynder trætheden pludselig at melde sig, fødderne har fået den ballonagtige fornemmelse, som jeg kender fra længere flyveture og ryggen begynder at værke. Men så begynder både de gode og de onde tropper at drage mod det store opgør ved Helms Kløft, og trætheden er som blæst væk ved den sidste pause inden den nye film kommer på. To store colaer og en Ritter Sport og jeg er klar til det endelige opgør. Det er tydeligt, at spændingen i salen stiger indtil premieren starter tre minutter over midnat. Og nu synes trætheden at være helt blæst væk. Jeg lader mig for alvor opsluge af historien. Det sker i en sådan grad, at det irriterer mig voldsomt, at der er indbygget en pause i filmen - de snoldede tre en halv time kunne vi godt have taget i en køre. Selv da vi når den noget rørstrømske slutning, er jeg stadig med og øjnene bliver lidt blanke; men det er sikkert kun fordi jeg trods alt er ved at være en smule træt. Min afgang fra Midgård når ikke helt de Frodo Sækkerske højder - men der er en særlig kølig poetisk skønhed i at cykle hjem gennem den regnvåde decembernat.