En noget usædvanlig landhusmor...

- Jeg har brug for intellektuelle udfordringer, siger Susanne Andersen

GÆRUM:Man kan spejle sig i det skakternede gulv i hallen, absolut INTET roder i køkkenet, hvor der på en god dag er udsigt til senderen i Tolne, og i den store stue står der hjemmebagte boller, hindbærroulade og nybrygget kaffe. Men sådan ser der ikke altid ud hos Susanne Andersen. Hun er nemlig ikke en typisk landhusmor, selv om hindbærrouladen smager himmelsk og man får lov til at tage tandsmør på bollerne. Og endelig, endelig spise mere... Selv om Susanne Andersen "holder det hele selv" - som man siger på landet, har familiens fire børn egne ansvarsområder på 1. sal. De deler oprydning og rengøring, så husmoderen ikke skal bruge hele sit liv på bare at skrubbe gulve, vaske tøj og lave mad. Det er der nemlig ikke ret mange kvinder, der gider - heller ikke på landet. - Jeg plejer at sige, at jeg har flex-tid, for jeg kan stort set tilrettelægge arbejdet, som det passer mig. Det betyder også, at jeg i seks år har kunnet været medlem af skolebestyrelsen i Gærum, være aktiv i spejderarbejdet og skrive som freelance-reporter for Baptist-bladet i Danmark, siger Susanne Andersen. Forleden vandt hun andenpræmien med novellen "Gylle i luften" - i en novellekonkurrence, udskrevet af Landbrugets Kulturfond med sigte på at få livet på landet og i landsbyerne tilbage i litteraturen. Knap 200 noveller deltog anonymt. Præmien på 10.000 kr. hentede hun torsdag den 9. december på Kolle Kolle - og den blev overrakt af forfatteren Knud Sørensen. Skolelærer og landhusmor - Nu står de 10.000 på min konto - for det er mine. Ja, jeg siger min konto, selv om vi jo har fælleskonto, Ole og jeg. Men de skal ikke bare indgå i den daglige husholdning - de skal gå til noget helt specielt, så jeg bagefter kan sige: Det var dét, jeg fik for pengene. Faktisk har jeg besluttet, at de skal gå til et kunstværk, så jeg kan glæde mig over det hver dag, siger Susanne Andersen. At arbejde med sproget er ikke uvant for hende. - Jeg er uddannet lærer på Hjørring Seminarium, lige efter at vi var blevet gift. Var gravid på sidste år - og gjorde min uddannelse færdig - selvfølgelig! Alt andet ville have været tåbeligt. Jeg arbejdede også et par år som lærer vikar på bl.a. Strandby Skole. Det var inden vi flyttede ind på Blakhøjgård, som er Oles forældres gård. Derfor er jeg heller ikke blevet tvunget til at være landhusmor. Jeg har altid haft mulighed for at have mit eget arbejde og tjene mine egne penge. Og i begyndelsen, da vi var nygifte, var vi glade nok for en ekstra indtægt, siger Susanne Andersen. Da hun i 1986 lå på sygehuset med barn nr. 2, skulle hun til gengæld tage en stor beslutning. Skillelinjen - Dén dag, jeg fødte, var også dén dag, vi skulle flytte ind på gården. Og det var ligesom, der var en skillelinje. Skulle jeg være landhusmor, eller skulle jeg tilbage som lærer. Men valget var let for mig, for jeg havde "kun" haft vikarjobs - ganske vist faste, men alligevel. Havde jeg haft barselsorlov fra et fast job, kunne valget meget vel være faldet anderledes ud. Men jeg var ikke i tvivl: jeg ville blive hjemme. Og jeg har ikke fortrudt det en eneste dag, siger Susanne Andersen. Hun lægger ikke skjul på, at hun får hele Blakhøjgårds bagland til at fungere. - Det er jo MIT job, mens det derude er Oles, siger hun og peger på de kæmpestore grisestalde med 4.500 grise. - Han skal kunne regne med, at han kan koncentrere sig 110 procent om sit landbrug, så klarer jeg resten. Når han lukker skabet op, hænger de nystrøgne skjorter klar. Til gengæld ved jeg, at når han kommer ind om aftenen, behøver jeg ikke at skænke bedriften en eneste bekymret tanke. På dén måde er vores arbejde meget traditionelt opdelt i en kvindedel og en mandedel. Hun og hendes mand har kendt hinanden næsten altid. Været venner fra hun var 16 og han 19 år - og de blev kærester kort tid efter. Novellen og romanen - Jeg vidste, det skulle være ham. Vi var forelskede, længe inden vi blev kærester. Ole var bare ikke klar til at være kæreste, så han skulle lige have nogle andre kærester første. Det gik der så et par år med. Men selvfølgelig fik jeg ham. Og vi blev gift, da vi var 20 og 23. Vi er ganske simpelt vokset op sammen - og har haft hinanden i tankerne hele tiden. Det ved vi nu. Vores fællesskab bygger ikke bare på vores kærligheden til hinanden, men også på stor gensidig respekt. Og på et aktivt arbejdsfællesskab i hverdagen. Og så er jeg så heldig at have en mand, der altid kommer med blomster, giver mig komplimenter og tror på, at jeg kan klare alt. Og sådan har han altid været - for vi ved godt, vi har været heldige med hinanden, siger Susanne Andersen. I hendes novelle, "Gylle i luften", optræder den mandlige hovedperson, Frank, som en mand, der ikke er god til at snakke om problemerne - der hele tiden får lov til at ligge og ulme. - Frank er bestemt ikke Ole, for Ole er god til at få talt om tingene, inden det bliver til noget større. Han er faktisk langt bedre end jeg til at tage hul på noget. I novellen er hovedpersonerne på vej til at glide fra hinanden. Hver gang, de skal til at tale sammen, kommer der noget i vejen: Telefonen ringer, børnene kalder, Frank flygter fra aftensmaden. Det gælder jo om at ignorere telefonen og få taget fat på problemerne. Og det er vi gode til hér i huset, siger Susanne Andersen. Når hun ikke bager hindbærroulade, holder de knap 400 kvm. stuehus, går til skolebestyrelsesmøder eller skriver artikler til Baptistblade, læser hun romaner og noveller. I stakkevis. - Jeg har brug for intellektuelle udfordringer - ja, faktisk kan jeg ikke få nok af det, siger Susanne Andersen Da hun vandt novellekonkurrencen skete der andet end, at hun bare hoppede af glæde. Det blev startskuddet til noget mere, der længe havde ligget og modnet i baghovedet. - Nu kan jeg ikke længere ignorere det. Jeg vil i gang med at skrive en bog. Den har boblet så længe i baghovedet. Men nu skal det være, siger hun.