En ny gå i byen-kultur breder sig

Gamle værtshuse lukker og afløses af cafeer. Et stykke spændende lokalhistorie udfolder sig i bog om Aalborgs restaurationsliv i 100 år

AALBORG:Det er sidst på formiddagen. Der er ikke øl, men kaffe i glassene. Cafékulturen har bredt sig også til den hæderkronede gamle Klosterkroen på C.W. Obels Plads i Aalborg. Klosterkroen er genopstået i ny skikkelse. Der er fyldt ved bordene på Café Obl denne onsdag i den travle juleindkøbstid. I bogen "Hvor mennesker mødes II" tager Arne Lybech os med på en rundtur i Aalborgs restaurationsliv fra år 1900 til 2005. Som titlen antyder er bogen en toer. Etteren kom op til jul sidste år. Et oplag på 600 blev straks udsolgt. Hen over sommeren gik Arne Lybech og funderede over, om der skulle være en nummer to. Det skulle der. Men der bliver ikke en treer. Det lover han. Han er tilfreds med den nye bog, som er trykt i 1000 eksemplarer. Viser behovet sig, bliver det genoptryk. Seks på stribe Det var i virkeligheden lukningen af ikke blot Klosterkroen, men også Møllen, Queens Pub, Torvet, Kroghs Vinstue, Limpotten og Ellen Marsvin inden for samme år, der fik ham til at tage beslutningen. Skulle der skrives en bog om byens værtshusliv, skulle det være nu Arne Lybech, der godt kan li' at kigge inden for på byens steder og har sine egne favoritter, hvor han føler sig virkelig hjemme, satte sig for at grave i historien. - Hvert sted har sin spændende historie. Blot man giver sig tid til at lytte, siger han. Egon Lindtofte er udgiveren. Når Café Obl er valgt som stedet for vores møde, er det ikke tilfældigt. Cafeen er blevet nutidens værtshus. Folk kommer i alle aldre. Ikke blot her, men på cafeerne, som er skudt op rundt omkring. De nedrullede gardiner og den lyssky stemning er forsvundet. Nu er der vinduer fra top til bund. En ny, spændende gå i byen-kultur breder sig. Når Aalborg nu gerne vil brande sig, burde man tage den med, siger Egon Lindtofte. Byen er meget mere end Jomfru Ane Gade. Den var det engang, og er på vej til at blive det igen. En dejlig aften En tur i byen den gang kunne være, som beskrevet af forfatteren Peder Hove: En aften med stil over kunne eksempelvis starte med en bedre middag på den dejlige, nu desværre nedlagde restaurant Italiano, som jeg tror havde Danmarks længste spiseseddel, for derefter at fortsætte på Ambassadeur. Ud på de små timer gik turen gerne op ovenpå i sidstnævnte etablissements berømmelige Algier Bar, hvor bartender Dueholm sørgede for alle, hvad legemet tørstede efter. Sult derimod var ikke rigtig hans gebet. Her kunne man passende ty over gaden til Onkel Tom, hvis, med rette højt besungne lunkne and, har stillet mange hungrende natteravnes sult gennem årene. Og var det endelig blevet rigtig sent, ud på morgenen med andre ord, så var der jo altid Sulten Carlsen, hvor man kunne nyde sin suppe med boller i dagens spæde gry. Til de mindre og lidt mere ydmyge steder hørte Roxy, Haabet og Gøglerbåden. Gøglerbåden kunne som den første restaurant i Aalborg prale med en rigtig levende stripteasedanserinde, der smed næsten alle kludene, men også kun næsten. Hører man til dem, der ikke går så meget ud, har man alligevel mulighed for at følge forandringerne. De er nemlig synlige udefra. Pakket ud I 1970'erne, da mange af de nuværende værtshuse og restaurationer så dagens lys, var det ganske almindeligt at pakke dem ind. En del steder etableredes, hvor der tidligere havde været købmandsbutik, slagter eller bager. I dag flere årtier senere renoveres mange bygninger, og frem træder oprindelig facade, måske en flot murstensvæg. Ivan Rothmann, Red Skilte & Marketing, medlem af kommunens facadeudvalg, har haft adskillige facader omkring sit tegnebord, bl. a. Café Hemingway, Down Town, London Pub, Boulevard Cafen og Fjordkroen. Han kender således miljøet bedre end de fleste og beroliger det måske bekymrede publikum med, at der også fortsat vil være plads til de små ydmyge steder i sampil med de nye cafeer og de britisk prægede pubber. Arne Lybechs bog er en gennemgang af både nyt og gammelt i Aalborgs restaurationsliv. Søgaards Bryghus i det gamle folkekøkken er nået at komme med sammen med Caféministeriet i den tidligere Møllen og Paprika Gæstgiveri, hvor Penny Lane i Sankelmarksgade var. Man kan hygge sig med læsning om de gamle kendte steder som Tempo, Kroen i Centrum (Nørresundby), Café Alpha, Mallorca Bar, Promenaden og Café Victoria. Og gamle Onkel Tom, stedet der har eksisteret siden 1941 på hjørnet af Urbansgade og Vesterbro. Her er åbent alle ugens dage fra kl. 23. Tiden er løbet fra klavermusikken. Nu er der DJ på, men den lunkne and er stadig på kortet, og det er her byens kongresgæster ofte slutter deres byrundtur med et stykke natmad.