Dronninglund

En ny mand i sort

35-årig skorstensfejer overtager efter mester, som går på efterløn

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

35-årige Morten Holst Sørensen kender alle kunderne i den østlige del af kommunen. Han har arbejdet som skorstensfejer her siden 2003 og bor selv i Flauenskjold. Foto: Kurt Bering

En sortklædt mand med høj hat balancerer rutineret på den snedækkede tagryg. En klud er bundet om halsen og knapperne i frakken skinner gyldent som i børnefortællingerne om skorstensfejeren. Siden 1999 har Morten Holst Sørensen været udlært svend inden for faget. - Jeg stod faktisk til at skulle starte som elev i forretning i Dronninglund. Men min vejleder synes, jeg skulle vælge en anden uddannelse, fordi jeg havde "håndværkshænder", forklarer han med et glimt i øjet og viser sine stærke hænder frem. Morten Holst Sørensen beslutte at forsøge sig som skorstensfejer. Et valg, han ikke har fortrudt. 1. januar kan han knappe knapperne i den sorte dragt med endnu større stolthed - fra den dato overtager Morten Holst Sørensen stillingen som skorstensfejermester i den østlige del af kommunen efter Harding Krogh Christensen. - Jeg går på efterløn, forklarer Harding Krogh Christensen med et smil, mens han med vendsysselsk ro tager en tår kaffe. Han og Morten Holst Sørensen har slået sig ned i køkkenet hos den kommende mester. Senere skal de, sammen med firmaets tredje mand, holde juleafslutning og afskedsfest for den afgående mester. Og udsigten til at skulle fordrive tiden med noget andet end arbejde er ikke så ringe endda, mener den Harding Krogh Christensen. - Det eneste, jeg kommer til at savne, er nok det at komme ud og snakke med folk, konkluderer Harding Krogh Christensen. Han glæder sig nemlig også til at få tid til at det, der er kommet i anden række i hans 43 år lange karriere som skorstensfejer. For arbejdet har fyldt meget, forklarer han. Man skal, selv når man har fri, være klar til at rykke ud. - Det gælder jo meget om at være fleksibel. Den opgave er Morten Holst Sørensen klar til at overtage, lyder den klare og utvetydige besked fra den friske unge skorstensfejer, der med rank ryg kan fortælle, at han hos kommunen blev valgt til at overtage tjansen ud af otte ansøgere. Og det er med sindsro, Harding Krogh Christensen overlader kosten og ansvaret til sin efterfølger. Siden 2003 år har den unge skorstensfejer trådt i hans fodspor og lært næsten alt det, der skal til for at blive en god mester. - Og så kender han kunderne, påpeger Harding Krogh Christensen, der er sikker på, at den unge mand har hænderne helt rigtigt skruet på til opgaven. Entusiasmen lyser ud af Morten Holst Sørensen, der smiler forventningsfuldt, når snakken falder på det nye ansvar, der lander på hans skuldre. At Morten Holst Sørensen har været svend hos Harding Krogh Christensen i en del år efterhånden er ikke kun en fordel for den nye mester - det bliver også en fordel for kunderne, mener den kommende skorstensfejermester. - Vi kører videre i samme stil som Harding. Der bliver ikke lavet om på noget, fortæller Morten Holst Sørensen smilende.

Forsiden