En ny og anderledes sæson står for døren

{ GISTRUP: LKB-Gistrup holder lørdag kl. 13.30 en meget gammel tradition i hævd ved at holde standerhejsning i seniorafdelingen i fodbold den sidste lørdag i januar måned, men det er stort set også det eneste, der er som tidligere. Som følge af flytningen af skolernes sommerferie er der længere til sæsonstarten end nogensinde tidligere, og i den kommende forårssæson skal op- og nedrykningerne efter al sandsynlig afgøres allerede inden sommerferien. Det sker som følge af, at JBU sammen med DBU har besluttet at afskaffe den såkaldte kalenderturnering, således at der fremover skal spilles fra august til juni i én og samme sæson, som det er tilfældet i divisionerne og i Superligaen. På baggrund heraf kan den gode gamle standerhejsning have overlevet sig selv, således at det er sidste gang på lørdag, at der serveres varm suppe efter årets første træning. Som følge af efterårets nedrykning til serie 3 har LKB¿s førstehold ikke været lavere nede i rækkerne i 38 år, så omlægningen af turneringen kan være en kærkommen lejlighed til at komme tilbage i serie 2 på rekordtid, hvis det lykkes at rykke op efter foråret. Det bliver mere end svært, for der er mange andre stærke hold i rækken, og sidste år i serie 2 viste tydeligt, at de unge LKB¿ere skal have tid til at få sammenspillet til at fungere og at få lidt mere erfaring. Med den erfarne træner John Bengtson i ryggen skal de unge spillere nok få skabt resultater på sigt, så skulle der være et par mere erfarne spillere udefra, der har lyst til at supplere de unge talenter i truppen, vil de blive modtaget med åbne arme ved lørdagens standerhejsning. Udover alle klubbens seniorspillere starter ynglingeafdelingen også med træningen på lørdag 26. januar, og her vil den nye træner for de unge spillere, Sekib Halilovic, kort fortælle om planerne for sæsonen.