En ny situation med Skipper Clement

Schnoor (S) og Gamst sagde nej sidst. Denne gang kan det blive ja

AALBORG:Da Skipper Clement Skolen i 2008 forrige gang søgte om lov til at indrette en nabovilla til skolebrug, blev ønsket stemt ned af Socialdemokraterne og De Konservative.

Nu er der nye og større planer for skolen, og denne gang tegner det til et andet udfald.

Og ikke bare fordi de to partier samlet ikke har flertal i det siddende byråd.

Vibeke Gamst (K) vil ikke afvise, at hun stemmer ja til et kommende lokalplansforslag, og teknik- og miljøudvalgets to socialdemokratiske medlemmer stemte for nylig ja til den startredegørelse, der er et indledende skridt til et lokalplansforslag.

Trafikløsning til forskel

- Men det er ikke et endeligt tilsagn om, at vi laver en lokalplan, der ser sådan og sådan ud, siger Kristian Schnoor, næstformand for teknik- og miljøudvalget.

- Om afslaget i 2008 siger han, at det blandt andet beroede på, at der ikke var taget højde for trafikken.

- Startredegørelsen, som vi nu har sagt ja til, lægger op til løsning af det problem, siger Schnoor, der om status for projektet siger:

- Det eneste, vi har sagt, er, at det er noget, vi vil arbejde videre med. Det skal selvfølgelig ske på en måde, som tilfredsstiller flest mulige.

Vibeke Gamst vil først tage stilling, når hun ser det kommende lokalplanforslag.

- I 2008 var der tale om overtagelse at en villa, og det fandt vi i strid med kommunens ønske om at bevare villabypræget, fordi villaen ville tabe præg af beboelse. Samtidig ville det betyde mere trafik, siger hun og tilføjer, at der er en væsentlig forskel i forhold til sidste gang, idet projektet rummer en samlet løsning for skolen.

- Hvis vi får et projekt, der er så arkitektonisk vellykket, at det samler skolens meget forskellige bebyggelser, kan det blive bedre end i dag, siger hun.

Hun forudsætter samtidig, at byggeriet skaleres ned ind mod naboen, og at trafikforholdene bliver acceptable.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.