Film

En ny Sofie Gråbøl fra Aars?

En ny Mads Mikkelsen eller en Sofie Gråbøl fra Aars? Muligheden er der, hvis talentet er der, men hvordan griber man lige muligheden? Det giver Danske Bank en chance for, når den gennemfører sin landsdækkende ”Danske Ung Talent” konkurrence.

Hvordan man bliver en ny Sofie Gråbøl - det kan unge talenter høre om på gymnasiet i Aars. Arkivfoto

Hvordan man bliver en ny Sofie Gråbøl - det kan unge talenter høre om på gymnasiet i Aars. Arkivfoto

Som optakt hertil inviterer Danske Bank i Aars – som det eneste af to steder i Nordjylland - 17. september 2007 skuespiller Nicholas Bro og filmjournalisten Søren Høy til Vesthimmerlands Gymnasium, hvor de vil give de studerende en lektion i det danske filmunivers. - Under foredraget vil de to blandt andet give indsigt i, hvad det kræver at blive en god skuespiller - lige fra de redskaber, man skal lære sig, for at kunne udtrykke sig med krop og tale, til hvordan man færdes i et miljø, hvor det ofte kræver både dygtighed, talent, flid, held, styrke og tålmodighed for at slå igennem, siger filialdirektør Bodil Jørgensen, Danske Bank, Aars Afdeling. Nicholas Bro og Søren Høy vil under foredraget vise filmklip med karismatiske skuespilpræstationer, og de studerende får mulighed for at stille spørgsmål om livet som skuespiller og filmekspert og herunder blive klogere på, hvilke muligheder uddannelsen som skuespiller giver indenfor eksempelvis film, teater og tv. Efter foredraget inviterer Danske Bank alle de studerende til snigpremiere i Aars biograf 19. september 2007, hvor de studerende bliver blandt de første til at se Thomas Vinterbergs nye film ”En mand kommer hjem”.