Frankrig

En øm Tur til Frankrig

PARIS:Godt ømme der hvor man er højest, når man plukker jordbær, men ellers i godt behold. Det er næsten, så man ser rød-hvide farver for sig. Det er situationen for 20 erhvervsherrer, flest fra Nordjylland, som satte sig på jernheste i Aalborg fredag i sidste uge, og som nu er nået til Paris, endda tre timer før beregnet. Det vigtigste først: Turen skulle skaffe penge ind fra sponsorer, til et godt formål. Det ser ud til, at der bliver 100.000 kr. til børnkræftafdelingen på Aalborg Sygehus og samme beløb til børneafdelingen på sygehuset i Esbjerg. Der var et par cyklister med fra sidstnævnte by. Og tilbage til feltet: Rytterne rullede ind på Concordepladsen med ømme bagdele, lidt sår og lidt småskrammer, men ikke værre end de to lægerne på holdet kunne klare det med plastre og salve. 1276 kilometer. Værsgo! Endda lidt længere end beregnet, fordi Team Nord kom til at køre forkert et par gange. Undervejs oplevede de alle former for vejr, bortset fra sne og hagl. De bliver i Paris til og med i dag, så de kan opleve opløbet i den anden Tour på Champs-Elysèes. Endda fra fine pladser i Det Danske Hus i den franske hovedstad. Og trøjen? Holdet havde en prikket trøjet, som gik på tur - til den, der i dagens løb havde udvist godt kammeratskab. Efter afslutningen blev der trukket lod om den. Arkitekt Lars Bjørk kan komme hjem til Aalborg med den på.