En opgave for den kristne kirke

Aalborg 1. december 2002 07:00

Hvis man vil finde noget, må man søge det rigtige sted, i Bibelen f.eks., hvis det er sandheden, man leder efter. Storm P har en historie om en mand, som ledte efter sit ur. Han ledte og ledte. En forbipasserende trådte hjælpende til. "Hvad leder du efter?" "Mit ur!", svarede manden. Og så gik han ellers også i gang med at lede. Efter nogen tids søgen spurgte han ejermanden af uret, om han var sikker på, at det var her, han havde tabt det. "Nej", sagde han. "Det var derovre, men her er der mere lys!" En læser, der foretrækker at være anonym, leder forgæves, hvis han ikke læser i Bibelen. Citat: "Du skriver om "naturlove, Gud har givet", at de nok har måttet suspenderes i de tilfælde, hvor de tilsyneladende naturstridige gerninger, såsom at gå på vandet, at gøre vand til vin og at vække en død til live, udførtes." Og så følger spørgsmålet: "Er det en måde at få Guds ubegrænsede magt demonstreret på? Skulle Gud mon virkelig have behov for den slags kneb? Selvfølgelig ikke! Den type "mission" er, undskyld mig, ugudelig! Brevskriveren er ganske godt tilfreds med sit gudsbegreb, tyder det på. Det påvirkes ikke af en helbredelsesprædikant, der kommer til byen. En prædikant som Charles Ndifon bringer jo også kun uro i geledderne. Han kommer f.eks. og påstår, at kræft er åndelig besættelse og siger: Hvis kræftånden fordrives, forsvinder sygdommen af sig selv. Det er temmelig oprørende. Ndifon kan også finde på at kalde folk frem på platformen medbringende deres mobiltelefoner. Nu kan de så ringe til en syg ven, og når de har forbindelse, vil Charles Ndifon befale deres sygdomme at forsvinde. Ren kagemand? Ja! Men Jesus har dog sagt: "Har I tro, som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer." "Hvis troen med andre ord er til stede, og den ses at virke, hr. brevskriver, må du vel indrømme, at det er temmelig naturstridigt det, Jesus foretog sig og det, Charles Ndifon gør. Jeg ser det forkerte i, at Ndifon kommer til byen - som et tilløbsstykke. Hvad han foretager sig på sine møder, burde jo foregå i alle kristne kirker. Skulle det ikke være almindeligt og bibelsk korrekt at helbrede syge og udfri de besatte for at sige det lige ud? Vi må øjne det rigtige formål med Ndifons besøg i Aalborg, som kan være: at motivere alle kristne til at gøre, hvad han gør. Jesus handler, når han ser menneskers tro; det gjorde han f.eks., da de firede en mand på en båre ned gennem et hul i taget. Hvad ville Jesus sige til min penneven? Det samme, tænker jeg, som han engang sagde, medens han gik jorden: "Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne" -nemlig alle de overnaturlige. Mennesker, som har oplevet en åndelig helbredelse, glemmer aldrig, hvad Gud har gjort for dem. Oplevelsen af Guds virkelighed er enestående. Det havde jeg en drøm om for nylig. En person sagde til mig: Gud er virkelig. Ordene gjorde et så stærkt indtryk på mig, at jeg, i drømmen, faldt ned af den stol, jeg sad på. Stolen, jeg drømte om, forbinder jeg med en oplevelse af gammel dato. Jeg havde engang forvildet mig til et karismatisk møde i oplandet. Fordi jeg havde hørt om en helbredelsesprædikant, som kom til byen. Det var min ryg, det var galt med. Tanken var at gå til forbøn. Men modet svigtede, da det kom til stykket. Men så i slutningen af mødet spurgte prædikanten, om der var en person til stede med ondt i ryggen. Da andre ikke meldte sig, tog jeg mod til mig og gik frem. Jeg havde næppe sat mig på denne hersens stol, og prædikanten havde næppe berørt mig, før jeg mærkede en sitrende kraft blive udløst. I tilslutning til helbredelsen, gennem den åndelige berøring, blev jeg i den grad fyldt med fred og glæde. "Er det en måde at få Guds ubegrænsede magt demonstreret på?", spørger min penneven. Mit svar må være: Ja, det er derfor jeg skriver. For at motivere eller indgyde dig og andre troen - på hvad? At Gud er virkelig -virkelig! Knud Held-Hansen, Th. Staunings Vej 12, Aalborg SØ, held@gvdnet.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...