EMNER

En ordentlig en på sinkadusen

Trykseksten er et gammel dansk ord - det optræder første gang på tryk i 1832, og det er et fagudtryk fra bogtrykkerfaget. Når en bog skal trykkes, sker det på store papirark, så der trykkes flere sider ad gangen. De største var på 16 sider - og det krævede et ekstra kraftigt tryk, når papiret i håndpressen skulle presses ned mod satsen. Ellers ville sværtningen ikke afsættes ens på alle 16 sider. Trykseksten. Siden fik ordet en dobbeltbetydning: I folkemunde kom det simpelthen til at betyde et kraftigt tryk eller slag, en ordentlig én på sinkadusen. Her er TRYK16 navnet på KULTUR-tillæggets nye medieklumme, som afløser TV-Sofaen fra fredagens Friii. TRYK16 skrives af kulturredaktionens faste medarbejdere, Max Melgaard, Bent Stenbakken og Lars Borberg samt af kulturens journalistpraktikant, Sophie Preisler Nørgaard, og gæsteskribenterne Per Pilekjær og Elsebeth Dissing. I dagens TRYK16 kunne vi så fejre vores nye kultur-tillæg, KULTUR, ved at glæde os over, at vi her trykker netop 16 sider med kulturstof - men det kan vi bare ikke alligevel: Vi blev overhalet indenom af den behagelige virkelighed: Interessen for at annoncere i tillægget viste sig så stor, at vi har været nødt til at gå op i 20 sider. Og hvordan lyder lige "Tryk20"? Bedre end "kulsejlet" som DR's TV-Avisen skrev på sin skærm tirsdag aften i den lange dramatiske kommentage om regeringens forhandlinger med de radikale og Dansk Folkeparti. Det hedder nemlig ikke "kulsejlet", det hedder "kuldsejlet" og er i familie med at falde omkuld, vælte, kæntre. Et "kulsejl" er noget ganske andet - det betyder vindsejl - ordet er beslægtet med kuling - og det er en sejldugs-indretning, der indfanger vinden oppe mellem masterne og sender den under dæk via sejldugsrør, for at køle og udskifte luften under dæk, hvor mandskabet bor - eller lasten af slaver. Så ved vi det - så meget kan man altså lære, bare ved at blive irriteret på sit fjernsyn. Og det bliver man nemt. Som den nye bilreklame, der også handler om behovet for frisk luft: Vi ser et nuttet spædbarn i sikkerhedsstolen, hører en umiskendelig pruttelyd - og straks forvandles alle passagerernes glade ansigter til sure fjæs og væmmelse og nærkvælningsoplevelser - ja, selv det lille babybarn begynder at græde. "Til alle jer med børn i bilen", hedder en del af teksten - og reklamen handler vistnok om aircondition, en (trods mulige prutter) ret så miljø-uvenlig indretning, der øger benzinforbruget. Men pyt med det så. Det, der gør mig rigtig irriteret på den reklame, er dens underliggende budskab: Børn lugter og prutter og skider og opfører sig ulækkert i en grad, så vi har brug for en kostbar, højspecialiseret teknologi for at kunne bære at være sammen med dem. Så slap dog af! Enhver der nogensinde har sluppet en vind i en bil vil vide, at voksne vinde er de virkelig slemme - men det vil annonceskrædderne bare ikke sige, for man fornærmer ikke kunden. Så hellere hans børn. I øvrigt er det langt nemmere bare at rulle vinduet ned - så overdøves alt af gyllestanken ude fra den pastorale idyl, vi kører igennem, når vi er på hjul her i nationen. Det var de forhandlende DF'ere fra Christiansborg tirsdag aften også lige pludselig - på hjul, altså. De sagde godt nok, at de ville ud at spise, men da så de radikale forhandlere fra det andet gemak havde slugt maddingen og også gik hjem, jamen, så vendte Pia og Thulesen Dahl "den grønne Peugeot 607" og kom tilbage til borgen, rapporterede den politiske DR-kommentator Ask Rostrup begejstret, dramatisk og inside-agtigt. Her stod den på pizza og fortsatte forhandlinger, nu uden radikale distraktioner. I går kunne vi så læse og høre om, hvad der kom ud af det: DF har haft held med at rulle vores EU-grænseløse aftaler tilbage til firsernes tilstande med fast grænsekontrol, ventetider, lastbilkøer og pas og sager. Det fejrede man i partihovedkvarteret med baconchips og lyserød champagne. Det kan man så sige det gode om, at når den lovgivning kan rulles tilbage af en regering på vej ud, så vil en hel del af den samme regerings mange mere eller mindre populære vedtagelser fra de sidste ti år vel med lige så stor ret kunne rulles tilbage af en mulig ny kommende regering. Stilen er lagt, kursen er sat. Det siges ofte, at det er medierne, der sætter dagsordenen. Det er jo både sandt og falsk, mest det sidste. Men medierne er konstant til stede, og de meget hurtige videregivelser af alt nyt er i høj grad med til at skabe hurtige ændringer af dagsordenen. Den indbyrdes konkurrence sørger for, at politikerne er konstant belejret. Kravet om hurtighed og korthed sørger for, at alt er ude på nettet og i luften næsten mens det sker eller siges. Og det konstante krav om korte formuleringer sørger for, at alle politiske udsagn er forenklede, simple og uden nuancer. Sort og hvidt, kort og klart. Der er ikke brug for 16 sider for at få det sagt. Men nok for en ordentlig trykseksten. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk PS: Sinkadusen er også gammel dansk slang - der er delte meninger om oprindelsen. Det kommer måske fra et uheldigt slag i et terningspil, hvor en femmer og en toer var sort uheld: Cinque og Dous (gl. fransk). Men det kan også komme fra "kardus" - en papirpose, der brugtes som slang for hovedet, og så er betydningen direkte: En lussing, ørefigen. Og det kan man så lære af bare at læse sin gode avis ...