Motionsidræt

En perfekt familietur

Lars Toft var taget til Hobro for at cykle med sin søsters børn

HOBRO:Oliver på syv var den første, der kom i mål, da hans og hans familie i går kørte den 23 kilometer lange tur Glenstrup Sø rundt med start og mål ved Hobro Idrætscenter. En pæn lang tur for en dreng på den alder. Så Oliver var ret stolt. - Det var en perfekt tur. Vejret var godt og naturen er dejlig på ruten. Oliver mistede ikke modet undervejs. Jeg skubbede ham lidt, når det gik op ad bakke. Hele turen tog os en time og 17 minutter, fortæller Olivers onkel, Lars Toft. Han bor i Århus og er ivrig cykelrytter, og det var ham, der fik familien lokket med ud i det blå. Lars Toft havde smugtrænet til løbet i Hobro. Sidste weekend kørte han Århus Rundt, en distance på 40 kilometer. Det tog ham 1 time og 33 minutter. Lars Toft var taget til Hobro for at få lidt motion sammen med sin søster, Lone Toft Pedersen, hendes mand Flemming og deres børn Celina på tre år - der sad bag på sin fars cykel - og altså Oliver på syv, der selv trådte pedalerne. Familieruten var den, der havde dårligst tilslutning. Kun 25 var tilmeldt. 100 kilometer ruten havde størst tilslutning med 250 tilmeldte, mens 100 kørte de 50 kilometer fjorden rundt. - Jeg har kun ros til overs for arrangementet. Det er en skam, at der ikke var flere med på 23 kilometerruten. Det er jo lige noget for en familie. - Efter turen hyggede vi os med pølser og sodavand i idrætscenteret, fortæller Lars Toft. Han fremhæver også den gode forplejening undervejs på ruten i form af saftevand, chokolade og kage.