En kvinde er alvorligt kvæstet i frontalt sammenstød

To personer er kommet til skade i en ulykke på landevej nord for Varde. To biler stødte frontalt sammen.

Vardevej ved Ølgod var tirsdag eftermiddag delvist afspærret i nogle timer efter en trafikulykke. Den er nu åben igen i begge retninger. Foto: Scanpix/Ida Marie Odgaard
Kriminalitet 1. maj 2018 13:26 - Opdateret 1. maj 2018 17:16

En 61-årig kvinde er kommet alvorligt til skade i en ulykke på Vardevej ved Ølgod nord for Varde.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ulykken skete ved T-krydset med Gødsvangsvej. Her kom en bil over i den forkerte kørebane og kørte frontalt ind i en modkørende.

Ved ulykken blev den 61-årig kvinde alvorligt kvæstet, og hun er indlagt på Esbjerg Sygehus til behandling. Politiet har fået oplyst, at hun ikke umiddelbart er i livsfare.

Føreren af den anden bil slap med lettere skader.

I forbindelse med ulykken var Vardevej tirsdag eftermiddag afspærret i nogle timer, men kort før klokken 17 oplyser politiet, at man er færdig med oprydning, og at vejen igen er farbar i begge retninger.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...