Frederikshavn

En plads i solen - også i regnvejr

På plejecentret Strandgården i Strandby har de inviteret børnene ind og givet dem en plads at boltre sig på

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der kommer fart på når regntøj møder våd rutsjebane.

STRANDBY:Et hvin bliver revet med vinden, farer omkring hjørnerne på de gule murstenshuse og lander på parkeringspladsen uden for plejecenter Strandgården i Strandby.

Noget er ikke som det plejer, og alligevel er alt, som det skal være.

Det er formiddag. Det er snart kaffetid. Middagsluren nærmer sig. Men først skal den nye legeplads ved plejecentret indvies og afprøves. Den kommunale dagpleje er på besøg i forbindelse med dagplejedagen for at grave de indledende huller i sandet og køre den første tur på den regnvåde rutsjebane. Derfor hvinet.

Ideen til legepladsen blev født for to år siden af en gruppe pårørende til beboere i Hus 26. Beboere, der alle har fået stillet diagnosen demens.

- De kunne se, hvor glade beboerne blev for de besøg, de fik fra de lokale dagplejere og derefter blev ideen hurtigt taget op af personalet, fortæller leder af Strandgården, Trine Olesen.

Når solen kommer

Det bliver nogle skønne sommerdage. Sådan bliver der sagt bag kørestolene. Og der nikkes. Det er ikke svært at tænke solen frem på en dag som det her. Den er der jo bag skyerne, blæsten og regnen.

- Vi kommer helt sikkert til at rykke herud og drikke vores formiddagskaffe. Det er ved den tid, at dagplejerne kommer forbi med børnene og det er lige på ruten mellem dem, havnen og stranden. Så de vil få en helt naturlig pause på turen her, siger Trine Olesen.

Og der er helt sikkert plads til den nye legeplads i dagplejernes dagsskema.

- Vi har i forvejen et rigtigt godt samarbejde med Hus 26, hvor vi kommer forbi den første tirsdag i hver måned, fortæller Majbritt Svendsen, der er kommunal dagplejer i Strandby.

Det er besøg, der på flere planer demonstrerer, hvordan en by som Strandby holder sammen fra start til slut.

- Der er nærværet mellem børnene og de ældre, der er helt specielt og så viser det også lidt om sammenholdet i byen. At der kan skabes den bro imellem generationerne, siger hun.

Fest og flødeskumssmil

Det blev da også fejret med maner, da legepladsen blev taget i brug. Saftevand, kagemænd, som DagliBrugsen havde doneret, og kaffe. Det var en dag hvor det summede af liv på Strandgården og børnenes flødeskumssmil greb fat om essensen af tiltaget.

- Børn giver de ældre noget, vi ikke kan give dem. Det giver udslag i nogle reaktioner, der ellers kan være svære at opnå. Vi kan bare se det på os selv. Det er svært ikke at blive glad og smile, når man ser dem der med flødeskum op til begge ører, fortæller Trine Olesen.

- Det er rigtigt vigtigt, at de ældre oplever den glæde. Jeg er sikker på, at følelsen bliver, selvom erindringen om det forsvinder.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.