EMNER

En politisk mellemregning

Jelved blev Foghs hovedfjende

KØBENHAVN:Det går op, og det går ned. Men det går nok alt sammen. Statsminister Anders Fogh Rasmussen kan passende gøre Poul Schlüters gamle statsministerord til sine for at afvæbne de nedslående meningsmålinger på vej ind i 2004. Spørgsmålet er bare, om der er grund til fortrøstning. 2003 var året, hvor det for første gang stod klart, at det næste folketingsvalg ikke bare bliver en ekspeditionsforretning for den siddende regering i almindelighed og statsministeren i særdeleshed. Anders Fogh vil således næppe tænke tilbage på det forgangne år med begejstring. Bevares, det var året med den historiske beslutning om at sende Danmark i Irak-krig på trods af et uenigt verdenssamfund. Men som undtagelsen, der bekræfter reglen, var det vel også den eneste egentlige kontroversielle beslutning. På den led var regeringens strategi nærmest entydig. 2003 skulle politisk set overstås som en politisk mellemregning uden alt for mange facit. Velfærdsproblemerne er lagt i kommission, ligesom en ny amt- og kommunestruktur først kommer til debat i det nye år. Alt, der blot kan udlægges som løftebrud, bliver trukket tilbage, og selv om det ikke kan lægges statsministeren til last, så slipper han også indtil videre for EU-slagsmålet under en folkeafstemning om en ny traktat. Flertallet af vælgerne kan sådan set ikke klage. Regeringen har gennemført sin lovede politik. Selv skattelettelser blev der penge til. Alligevel fordeler mandaterne sig nu igen på mere normal vis i meningsmålingerne, som vi kender det fra årtiers dansk politik. Her midt i valgperioden ligner højreskreddet for to år siden en enlig svale. Jelveds år De radikale sidder igen som tungen på vægtskålen. 2003 har været Jelveds år. Meningsmålingerne taler om mindst fire til fem mandater yderligere til liste B. Og det selv om hun og de radikale egentlig ikke har gjort ret meget andet end blot at møde hver morgen på Christiansborg og tale alle andre imod. Mest opsigtsvækkende har partiet et par gange vist socialdemokraterne vintervejen, hvor det ikke mindst gør ondt, at Jelved indgik forlig med regeringen om trafikken og sagde ja til aftalen med A.P. Møller-Mærsk om Nordsøolien. De radikale manifesterer sig mere og mere som storbyparti. De gamle husmænd er sendt på museum, mens unge supereuropæere i universitetsbyerne har taget over. Borgerlige vælgere, der efterlyser mere politik og mindre spindoktori, tiltrækkes af den radikale sirenesang om reformer, EU-offensiv og den jelvedske moraliseren over det, hun kalder mangel på anstændighed i udlændingepolitikken. Den politiske mellemregning i 2003 har gjort den radikale leder til Foghs hovedfjende. Ikke til statsministerposten, der tror kun de radikale og vel knap nok dem, at hun er en rival. Det er stadig Lykketoft, men holder meningsmålingerne, baner hun vejen for den nye S-formand. Smed akse igen Alt det ved Anders Fogh. Ved indgangen til 2004 er det tydeligt, at statsministeren ser en hovedopgave i at smede Lykketoft-Jelved sammen igen i vælgernes øjne for at forskrække egne frafaldne vælgere fra at vælge radikalt. Folketingsvalg får vi det øjeblik, hvor både ledigheden er faldende og Marianne Jelved set med Venstre-øjne er på vej ned i naturlig størrelse. Hvis statsministeren mod sin egen forventning til efteråret derimod må erkende, at Jelveds mandatgevinst ser fasttømret ud, så må han overveje et opsigtsvækkende borgerligt frieri om samarbejde over midten. Pia Kjærsgaard vil rase, men som Schlüter så Anders Fogh. Det skal jo gå alt sammen.