Litteratur

En populær kommunist

”Idealisten” # # # # # ¤

Et af de kendte junglemotiver. I Scherfigs malerier er naturen harmonisk.Foto fra bogen

Et af de kendte junglemotiver. I Scherfigs malerier er naturen harmonisk.Foto fra bogen

Arne Hardis er en modig mand. Ikke blot sætter han sig for at skrive en biografi om et af ikonerne i det 20. århundredes danske prosa - ikke blot sætter han sig for at sætte ikonet ind i en fintmasket, historisk ramme, han hæfter sågar på manden det epitet, som denne allermindst ville ønske: Idealisten. Den biograferede er Hans Scherfig, som de sidste 30 år har været en af de mest læste forfattere blandt den danske ungdom. Hvem kender ikke ”Det forsømte forår” eller ”Den forsvundne fuldmægtig”? Og ”Frydenholm” har inspireret mindst en historiestuderende til kildestudier i besættelsens historie. Hans Scherfig er et ikon. Arne Hardis derimod er journalist ved Weekendavisen, men også forfatter. Han har tidligere skrevet om den nazistiske sagfører Knud Nordentoft (NORDJYSKE, 23. marts 2006) og fremlægger nu en lang og grundig analyse af kommunisten over alle kommunister. Scherfig var med til at ekskludere Carl Madsen fra partiet, så jo - kommunisten over alle kommunister. I en grad som vi i dag må smile ad. Arbejderen Stakhanov prises højt af Scherfig og belønnes overdådigt af Stalin for at have gjort en ekstra indsats, - som vore dages bankdirektører. Bogens struktur er simpel. Et kapitel pr. bog cirka, og ud over relativt enkle litterære analyser bringer forfatteren det nødvendige historiske stof. Fra Monde-gruppen i 1930’erne via Ungarn og SF i midt-50’erne til EF-modstanden først i 1970’erne. Hardis har læst på lektien. Som Scherfig i øvrigt. I f.eks. ”Frydenholm” citerer han ordret og med pokermine fra avisledere og politikertaler. Sågar fra et båndlagt arkiv. Og den modige Hardis? ”Idealister” udkom i 1945 efter at have været planlagt udgivet i 1941. I denne vigtige bog spidder Scherfig alt sekterisk, det være sig mystikere som frisindede intellektuelle, esperantister, jazz-kulturen og ”Hestens Værn”. Af mange læst som et opgør mod frisind præcist i fase med udviklingen i Sovjetunionen. Her manifesterer Arne Hardis’ mod sig. Han kalder sin bog ”Idealisten” og sætter herved sin hovedperson i bås med de sekteriske elementer. Det kommunistiske parti kan nok siges at være ude af fase med historiens gang i Danmark, og alligevel er det problematisk at karakterisere Scherfig som sekterisk, al den stund han er blevet i høj grad folkelig og populær. På bogens sidste sider opdager Hardis problemet, men forsvarer sig. At tro på et enkelt patenteret system er - også set gennem Scherfigs egen optik - idealistisk. Arne Hardis er absolut en troværdig forfatter, især når han et par steder anvender Scherfigs egen metode: falsk loyalitet. Bl.a. er det herligt at læse et referat af en korrespondance mellem Scherfig og Andersen-Nexø. Hans forståelse af Scherfigs inspirationskilde er også både oplagt og rimelig. Hardis kalder det de to brændselsstave i forfatterskabet: ungdomstiden på Metropolitanskolen og interneringen af kommunisterne juni 1941. Her ligger stoffet, som gjorde Scherfig til det, han var, nemlig før krigen en kunstner, som også var kommunist, og efter krigen en kommunist, der også var kunstner. Læs selv bogen. Det går langsomt, for har man set filmen ”Den forsvundne fuldmægtig” og dermed kender Scherfigs mundart, kommer man uvilkårligt til at læse med den stemme - satirens afslørende tone. Det er herligt. Næsten lige så godt som en ægte Scherfig. Per Pilekjær kultur@nordjyske.dk Arne Hardis: ”Idealisten. En biografi om Hans Scherfig” 352 sider, ill., 349 kr. Gyldendal