Lokalpolitik

En Potemkin-kulisse

Naturligvis kan det lade sig gøre: I London er der eksempelvis én overborgmester som politisk høvding for 12 millioner indbyggere inklusive en mindre flok andre folkevalgte indianere. Så kan det også lade sig gøre i danske kommuner at minimere nærdemokratiet. Borgmester H. C. Maarup (S) har foreslået, at byrådet i Mariagerfjord reduceres fra 29 til 21 medlemmer som politiske styrmænd for de omkring 42.000 sjæle i kommunen. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti støtter forslaget, som SF og De Radikale omvendt er meget betænkelige ved. Lørdag påpegede Roger Buch, der er lektor på Danmarks Journalisthøjskole, over for NORDJYSKE Stiftstidende, at hvis byrådene kommer på skrump, rammer det både de mindre partier og en række lokalområder, som risikerer ikke at blive repræsenteret. Samtidig gør han opmærksom på, at kommunalreformen den 1. januar 2007 næsten halverede antallet af nærpolitikere fra 4.700 til 2.500. Jo smallere det politiske forum er, desto mere effektivt bliver det måske - men er effektivitet nødvendigvis lige så centralt for et byråd som for en virksomhed? Ineffektivitet er naturligvis omvendt ikke efterstræbelsesværdigt, men lokalpolitik bør i højeste grad handle om at afbalancere lokale interesser. Og det kræver demokrati, fordi et (nær)samfund skal udvikles, så det er attraktivt for borgerne. Og demokrati er selvfølgelig bøvlet, men med et omskrevet citat af digteren Benny Andersen er det besværligt med, men umuligt uden. Det regionale selvstyre er forlængst blevet en Potemkin-kulisse. Regionsrådene er ikke ret meget andet end folkevalgte forvaltere. Og reduktionen fra 275 til 98 kommuner er godt på vej til at gøre nærdemokratiet til fjernditto. Altsammen er det med til at forstærke den politiske apati - og måske også ensretningen, når og hvis kun de i forvejen store partier overlever. Er dét ønskværdigt? Hvis lokalstyret ender som en hul kulisse, er det ligegyldigt - men det er måske også den skjulte dagsorden?