En ravnemors bekendelser

”Vi beklager meget, men vores læsere vil nok betragte hende som en ravnemor. Derfor ønsker vi ikke at bringe en artikel om Christel.”

Sådan lød et afslag til én af mine medarbejdere, som havde forsøgt at forklare et dansk ugeblad, hvorfor det kunne være spændende at skrive om mit job i Europa-Parlamentet. Jeg indrømmer blankt, at jeg lever et andet liv end de fleste kvinder. Mandag eftermiddag tager jeg til Bruxelles, og så vender jeg hjem igen torsdag. Resten af min arbejdsuge foregår hjemme i Danmark. Men fordi jeg er væk flere dage om ugen, har min mand valgt at arbejde 30 timer om ugen. Han er altså den daglige hønemor for vores tre drenge. Både min mand og jeg skal ofte forklare folk, hvorfor vi lever, som vi gør. Netop fordi det er så uvant. Men faktisk er vi fuldt ligestillede. Synes vi selv. Danskerne diskuterer sjældent ligestilling. Vi har jo masser af det. Og vi er da også på nogle områder kommet langt – f.eks. i forhold til andelen af kvinder på arbejdsmarkedet. Men vi nærmer os 8. marts 2009 – den internationale kvindedag. Og det giver anledning til at reflektere over, hvorfor mænd stadig tjener mere end kvinder. Eller hvorfor det stadig er normen, at ledere og forskere er mænd. Eller hvorfor kvinder stadig vasker mest tøj og henter børn oftest. Måske vil vi ikke tale om det, fordi vi er bange for omvendt diskrimination. Mange unge kvinder får myrekryb ved tanken om at skulle blive valgt til et job, fordi de er kvinder. Vi vil vælges for vores kvalifikationer og ikke for vores køn, siger de. Ja, jeg har også selv sagt det mange gange. Men selvom mænd og kvinder er lige kvalificerede, så får mændene stadig meget ofte jobbet, hvis modkandidaten er en kvinde. Særligt hvis der er fare for, at hun kunne gå hen og få børn. Mændene får mere i løn, og de bliver oftere chefer. Vi bliver nødt til at stå ved, at der er problemer med ligestillingen i Danmark. Og vi løser dem kun ved at tage fat politisk. Forskellen på mænd og kvinders løn ligger vores ligestillingsminister Karen Jespersen på sinde. Alligevel mener hun, at det må være op til virksomhederne selv at komme til fornuft. Hun vil også meget gerne have flere kvinder på ledelsesposter. Derfor har vi nu et frivilligt charter for flere kvinder i ledelse. Karen Jespersen ærgrer sig også over, at Danmark har den sørgelige rekord i norden som det land, hvor mænd holder kortest orlov. Men hun gør intet for at ændre det. I de lande, vi normalt sammenligner os med, tør de godt tale om ligestilling. De tør oven i købet lovgive om ligestilling. I Norge har man regler om antallet af kvinder på bestyrelsesposter, og i både Sverige, Norge og Island holder mænd meget længere barselsorlov end danske mænd. Fordi en del af orloven er reserveret kun til mændene. Der er behov for lovgivning, men der er så sandelig også behov for, at vi overhovedet tør tale om problemerne. Holdningsændringer kommer ikke af sig selv. Og pjecer og frivillige ordninger rykker ikke noget som helst. Lad os turde tage snakken. Derhjemme under aftensmaden. På arbejdet. Ved festlige lejligheder. Og ikke mindst i det offentlige rum. Jeg mener langtfra, at alle skal leve som min mand og jeg. Men jeg håber, at vi en dag vil se på kvinder i politik, kvinder på ledelsesgangen eller på forskningsinstitutioner som helt almindelige kvinder. Ikke som ravnemødre.