En rejse gennem historien på cykel

Fra 1. maj kan man igen opleve i Aalestrup, hvordan cykel- og knallertkulturen har udviklet sig gennem århundreder

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Museets ældste cykel er fransk og blev lavet i 1865. Det var en af de første cykler med rigtige pedaler.

AALESTRUP:Forestil dig at cykle mange kilometer hver dag på en cykel med jern eller træsaddel, kun polstret med et stykke læder. Ingen gummidæk, ingen asfalterede cykelstier og absolut ingen komfort. Det er unægteligt blevet mere bekvemt at være cyklist, end det var for 100 år siden. Men cyklens rejse kan stadig opleves, hvis man besøger Danmarks eneste cykelmuseum i Aalestrup. Her kan man få et sjovt indblik i cyklens udvikling fra at være en underlig opfindelse til at blive et uundværligt transportmiddel. Kendte og kongelige Hvis du besøger cykelmuseet efter åbningen 1. maj, kan du blandt andet se den cykel, Jeppe Aakjærs søster, Maria Aakjær, cyklede rundt på i Skive i sin tid. Dronning Ingrids og Kong Frederik d.9.s cykler står også udstillet. Museet huser tilmed den rullestol, fru Fernando Møghe brølende trillede rundt i i tv-serien Matador. Cykelmuseet udlåner ofte effekter til film og tv, og der er nok at låne ud af, da museet råder over et sted mellem 150 og 200 cykler. Nye, gamle knallerter Som noget nyt denne sæson kan publikum se samlingen af Wooler-knallerter, som fremstår fuldt restaureret. Knallerterne blev oprindeligt lavet på Cykelfabrikken Jyden i Aalestrup i 1950’erne. - De var jo moderne da vi var unge, fortæller Gert Jensen og fortsætter: - Man skulle have sådan én, og senere blev det så motorcykler. Biler havde man ikke råd til. Gert Jensen synes det er hyggeligt at gå og pille i cykler og knallerter, og han har været med til at gøre flere af de gamle knallerter i stand til museets åbning. Udover cykler og knallerter udstiller museet også den gamle telefonomstilling fra Aalestrup, gamle skrivemaskiner, barnevogne, radioer, fjernsynsapparater og genskabelsen af cykelsmedens værksted samt bødkerværkstedet. Museet holder til i den gamle direktørbolig, der var tilknyttet cykelfabrikken. Historien driver nærmest ned af væggene i huset, som alle steder er dekoreret med fotografier, tegninger, skilte og meget andet fra de cirka 150 års cykelhistorie, museet dokumenterer. Cykelmuseet holder åbent sommeren over frem til 30. september.