En rejse med nordjydske kunstmalere

”De satte kulør på Nordjylland” er temaet for årets første udstilling

DRONNINGLUND: Dette år på Dronninglund Kunst-center byder på en ganske anden udstilling end tidligere. Når Kunstcentret åbner 21. marts kan man både opleve historien og malerkunsten i Nordjylland indenfor de sidste 150 år. Det er en decideret maleriudstilling, som tager udgangspunkt i forfatteren Helge Qvistorffs bog ”De satte kulør på Nordjylland”, der handler om malerne i Nordjylland. Jette Abildgaard, udstillingsleder for Kunstcentret, fik bogen i julegave for et par år siden, og hele tiden har bogen ”rumlet” med ideer til en kommende udstilling. - Vi vil gerne prøve at visualisere bogen. At følge dens indhold, og give beskueren en oplevelse af, hvad der var af malere på egnen, fortæller Jette Abildgaard. Det har selvfølgelig kostet lidt af et detektivarbejde at finde frem til nogle af malerierne, da flere af dem er i privat eje. - Men det har været en utrolig positiv oplevelse. Det er lykkedes at få rigtig mange af de afbillede malerier i bogen med på udstillingen, fortæller hun. Men den første kontakt gik naturligvis til bogens ophavsmand, Helge Qvistorff, der straks var med på ideen. Herefter blev der så taget kontakt til gallerier, kunstkyndige og museer i Nordjylland, bl.a. Galleri Classic i Hobro, Ålborg Museum og museumsleder Ketty Johansen, Sundby Samlingerne, lærer Svend Erik Østergaard, Himmerland og lærer Birgitte Dybdal fra Løkken Billedsamling samt Kunst-bygningen i Vrå. - Vi viser malerierne egn for egn, med en tekst med faktuelle oplysninger, fortæller Jette Abildgaard. Det bliver en noget anden udstilling denne gang. For det første er der udelukkende malerier, og for det andet kun ganske få ting til salg. Og hvilke kunstnere kan man så opleve? Der bliver både Engelund og Hoffmeister og så en af de tidligste Christjern Schobius der døde i en alder af 27 år, men alligevel, men alligevel blev en af de meget anerkendte kunstmalere. Og Skagensmalerne, hvad med dem? - Der kommer skagensmalere, men de helt store navne er på nuværende tidspunkt for stor en praktisk og økonomisk opgave, fortæller Jette Abildgaard. Denne udstilling henvender sig til et bredt publikum af historisk og kunstnerisk interesse. Og den er ment som en appetitvækker til videre fordybelse. Syv egne af Nordjylland bliver repræsenteret med de kunstnere, der var her samt et udpluk af de nutidige kunstmalere. Det behøver ikke nødvendigvis t være motiver fra egnen, for kunstnerne rejste jo også en del i andre lande. - Vi følger Helge Qvist-dorffs bog nøje, så det bliver spændende, hvordan billeder kommer til at klæde hinanden, slutter Jette Abildgaard.