En rejse på første klasse for lånte penge

I den brede offentlighed er han bedst kendt som den indtil da ukendte erhvervsmand med gartneruddannelse, som i 1974 pludselig præsenterede sig som den nye ejer af skibsværftet Burmeister & Wain.

Et eventyr, som sluttede brat i 1980 med værftets konkurs og med en efterfølgende straffesag for mandatsvig (hvor han blev frikendt) til følge.

Da han i 2008 fyldte 70 år, var dansk erhvervspresse fyldt med fascinerende historier om den mystiske erhvervsmand og hans tilsyneladende mange visionære projekter rundt om på kloden.

Takket være journalisterne Birgitte Dyrekilde og Michael Teschl får vi nu for første gang fortalt den usminkede historie om Jan Bonde Nielsens karriere på de bonede - og royale - gulve.

Når den sidste side i de tos nye bog ”Afsløret - Jan Bonde Nielsen” er vendt, sidder læseren tilbage med indtrykket af en lang rejse på business class for lånte penge, eller som forfatterne selv så rammende formulerer det:

”Forfatternes omfattende research afslører kun delvist, hvordan Jan Bonde Nielsen har haft råd til til at leve et luksuriøst liv på første klasse med privatfly, konstante hotelophold på førsteklasses hoteller, dyre gaver til konen og pengegaver til børnene. Men så meget står klart, at det i ret høj grad har været for andre folks penge.”

Det er nemlig et gennemgående træk i Bonde Nielsens mange projekter, at de ikke er endt lykkeligt for alle deltagere, og at ejerforholdene har været totalt uigennemskuelige.

Overtaget for lånte penge

Da Bonde Nielsen i 1974 overtager Burmeister & Wain, er han allerede engageret i produktion af krysantemummer gennem selskabet DCK.

I 1977 indgiver selskabets bankforbindelser konkursbegæring mod DCK, og kurator erklærer efterfølgende, at der kan være foregået strafbare forhold i selskabet.

Bonde Nielsens nye projekt - overtagelsen af en dominerende aktiepost i B&W - finansieres af sælgeren af aktieposten, konkursboet efter en fondsbørsvekselerer, som yder værftets nye ejer et lån, som han bruger på aktiekøbet. I 1980 går værftet konkurs, og Bonde Nielsen går personligt konkurs 28. november.

I 1981 flytter Bonde Nielsen til London.

Det er hans kone, der lukker og slukker i den gamle bolig i Vedbæk, og en af hendes nære veninder - Danmarks dronning - er i bogstaveligste forstand med til at lukke den sidste flyttekasse.

Da Bonde Nielsen og hans kone året før var blevet gift, var det i øvrigt dronningen, der på Marselisborg Slot ved Aarhus holdt bryllupsfesten for det økonomisk fallerede par. Så sig ikke, at kongehuset ikke er trofast over for sine rigtige venner.

Flere konkurser i London

I London lever Bonde Nielsen i den første tid for lån ydet af gode venner.

Ved hjælp af en af sine kernekompetencer - evnen til at skaffe sig kapitalstærke forretningspartnere - får han i de kommende år opbygget et nyt forretningsimperium i selskabet United Duch Holding NV med registreret hjemsted på De Nederlandske Antiller. Selskabets aktiviteter tæller blandt en stor ejerandel i det engelske nationalstadion Wembley, et hollandsk rederi og en andel i et spansk sherryhus!

Ekspansionen kulminerer med, at Bonde Nielsen i 1990 også overtager en tredjedel af aktierne i det børsnoterede hollandske selskab selskab United Dutch Group.

I 1993 krakker United Dutch Group, efter at Bonde Nielsen har trukket sig ud som aktionær og efterladt bankerne med et tilgodehavende på 400 millioner kroner.

Samme år går det også galt i Bonde Nielsens private investeringsselskab United Dutch Holding NV, hvor han hænger på en række personlige garantier, som han har stillet over for selskabets långivere, der blandt andre tæller Jyske Bank og rigmanden Finn Harald Simonsen.

Får bevilget gældssanering

Den knibe får Jan Bonde Nielsen sig dog snoet sig ud.

I 1998 får han bevilget gældssanering ved en britisk domstol ved at betale sine kreditorer, som ifølge Bonde Nielsen selv samlet har over 43 millioner pund til gode, en procent af deres tilgodehavender.

- Jeg har ingen personlige værdier eller ressourcer i øjeblikket, og en konkurs vil kun forhindre mig i at skabe værdi i fremtiden, forklarer Bonde Nielsen til en forstående britisk dommer.

Få år før er der forsvundet en anden møllesten fra Bonde Nielsens hals.

I juli 1995 opgiver Anklagemyndigheden endeligt formelt ankesagen mod Bonde Nielsen i den straffesag om mandatsvig, hvor han i 1986 var blevet frikendt ved Københavns Byret. Nu kan Bonde Nielsen rejse til Danmark uden at risikere at blive anholdt.

De forsvundne penge

Jan Bonde Nielsen kaster sig i 90’erne over det tidligere Sovjetunionen, hvor han som som mange andre forsøgte at tjene på privatiseringen af de sovjetiske statsvirksomheder.

Pengejagten kulminerer, da Bonde Nielsen i 1999 er involveret i købet af en stor olieterminal i Batumi i den tidligere sovjetrepublik Georgien.

Som ved alle andre af Bonde Nielsens investeringer er ejerforholdene uigennemskuelige, men ejeren af olieterminalen er tilsyneladende det cypriotiske selskab Naftrans, som Bonde Nielsen ejer en andel i.

I 2008 sælger Naftrans den georgiske olieterminal, og der ruller 220 millioner dollars ind som betaling for terminalen.

Bonde Nielsen har aftalt med køber, at 100 millioner dollars skulle blive i selskabet i 12 måneder.

Inden de 12 måneder er gået er de 100 millioner dollars stort set forsvundet - investeret af Jan Bonde Nielsen og to af hans håndgangne mænd i tvivlsomme projekter. Væk er i hvert fald 76 millioner dollars. Heraf viser de 14,5 millioner dollars efterfølgende at være gået til et selskab på Jomfruøerne, som en ukendt russer er tilknyttet.

De rasende aktionærer i Naftrans anlægger i 2009 en erstatningssag mod Bonde Nielsen for at få deres penge retur.

Retssag i London

Under retssagen springer der en bombe, som er ødelæggende for sagsøgernes krav.

Bonde Nielsen oplyser nu, at hans formue ikke er større end en gennemsnitsdanskers. Hans investeringer er nemlig gennem to selskaber ejet af hans søn, Peter Bonde Nielsen, som i øvrigt ikke har noget med forretningerne at gøre.

Endnu engang er det lykkedes Bonde Nielsen at smyge sig uden om kæmpekrav.

”Sandheden er, at Jan Bonde Nielsens økonomi lige siden DCK-dagene har været præget af pengemangel og dertil indhyllet i mystik”, konstaterer Birgitte Dyrekilde og Michael Teschl.

Krysantemumeventyret endte med en trecifret milliongæld. Alligevel kunne Bonde Nielsen træde ind på den danske scene som den nye ejer af B & W.

Han flyttede til London 1981 som fallent, men alligevel kunne han opbygge et nyt forretningsimperium, United Dutch Holdings.

I 1998 fik han gældssanering. I 1999 solgte han en aktiepost i olieselskabet Komi og investerede samme år i olieterminalen i Batumi.

Jan Bonde Nielsens aktiviteter er i øvrigt så talrige, at der ikke er plads til at omtale dem alle i denne anmeldelse.

I ”Afsløret” kan læserne også høre om Bonde Nielsens øvrige aktiviteter, som omfatter et forsøg på at overtage FLS Industries, aktiviteter i Nigeria, Den Centralafrikanske Republik, Mauritius, Rusland, et forsøg på at hive penge ud af Vestas og sidst, men ikke mindst, hans engagement i luksusresortet Oldonyo Laro i Kenya.

Her beværtede denne luksushustler kendte danskere såsom kronprinseparret, en tidligere hofmarskal og en tidligere dansk udenrigsminister, indtil han i 2014 rømmede og ødelagde farmen.

Birgitte Dyrekilde og Michael Teschl fortjener stor ros for på baggrund af et meget stort researchmateriale for første gang at fortælle hele historien om en erhvervsmand, hvis aktiviteter indtil nu har været omgæret af så megen mystik og mytedannelse.

”Afsløret” lever i sandhed op til sin titel.